heller ingen Fare være forbunden med, at hun dennesinde
for en kort Tid maatte være hos dem. Ved denne Leilighed
kunde Faderen ikke afholde sig fra at yttre nogen Betænke-
lighed med hensyn til Maren, og spørge sin Søn, om hans
Kjærlighed ikke var aftaget, siden han havde Formodning
om, hvad hun muligen kunde være. Men Sønnen faldt ham i
Talen og forsikkrede, at det ikke skulde gjøre allermindste
Skaar i hans Kjærlighed til hende, om det ogsaa viste sig,
at hun var en Røvers Barn; han havde ved deres jevnlige
Samtaler opdaget saa mange smukke sjælelige Egenskaber hos
hende, og hun havde viist sig saa ulykkelig over den Stil-
ling, hun befandt sig i, at han var overbeviist om, at hun
ikke var hans Kjærlighed uværdig. Efter at have afgivet
denne Erklæring, bad han igjen indtrængende om at søge
efter Pigen og frelse hende ud af den Ulykke, som hun var
stedt i, og som især denne Dag syntes at trykke hende mere
end nogensinde før. Faderen gav efter for Sønnens Bøn-
ner, og begav sig til Anføreren for Krigsfolkene for at
meddele ham deres Formodninger og udbede sig hans Bi-
stand. Sønnen derimod illede ud paa Marken, søgte og
fandt de enkelte Ærter, som Maren overeensstemmende med
sine Yttringer af og til havde ladet falde, og fulgte dette
veiledende Spor lige til Skovens Kant. Her standsede han
et Øieblik og saae sig tilbage, om hans Fader ikke var at
see med den forventede Hjælp, og virkelig opdagede han
langt borte en stor Skare Mennesker, der dog ikke toge
Retningen efter det Sted, hvor han stod, men fulgte den
sædvanlige Vei.
Det var imidlertid dem, han ventede. Hans Fader
havde fundet Anføreren for Krigsfolkene villig til at yde al
den Hjælp, han formaaese, men da de fleste af hans Folk
i den sidste Tid vare blevne sendte bort, fordi man antog
at Røverne havde forladt Egnen, siden man i lang Tid ikke
havde mærket til dem, opfordrede han de nærmeste Beboere
til at bevæbne sig som de bedst kunde og følgemed.
Medens Marens Kjæreste var fulgt hendes Spor til Sko-
ven, havde hans Fader faaet Naboer og Gjenboer forsam-
lede, Alle forsynede med Forke, Øxer, Pleile og andre
Redskaber, som kunde bruges til Forsvar og Angreb, og i
Forening med de faa Krigsfolk, som endnu forefandtes,
drog hele Klyngen ad Skoven til. Hvad der havde været
let for Kjærlighedens skarpe Blik, at opdage de af Maren
henkastede Ærter, var umuligt for de Andre, og de fulgte
derfor den almindelige Vei til Skoven, hvor den nøiere
Undersøgelse skulde tage sin Begyndelse.
Da den fremrykkende Skare havde nærmet sig saa
meget, at den unge Kjøbmand kunde kjende, at det var dem,
han ventede, ilede han over til dem for at føre dem paa
det af ham opdagede rette Spor. Anføreren lod sig af
ham nok engang fortælle, hvad den unge Mands Fader
havde meldt, og yttrede sin særdeles Tilfredshed over, at
Marens Elsker havde fundet det Spor, der vilde lede til
det Maal, de søgte efter. Han opfordrede ham derfor til
at gaae foran i Skoven, hvor det maaske vilde falde van-
skeligt nok at blive de Ærter vaer, som hans Elskede havde
udstrøet; imidlertid skulde han, hver Gang han var saa
heldig at finde Sporet, stikke en afbrækket Gren i Jorden,
og Anføreren vilde da i nogen Afstand følge bagefter med
et Par Mand, medens de Øvrige foreløbig skulde
blive tilbage.
Var den unge Kjøbmand skarpseende, saa havde Maren
været betænksom og henkastet sine Ærter paa Steder
hvor de kunde sees. I Skoven havde hun med Varsomhed
henlagt flere Ærter ved hverandre paa det grønne Mos i
korte Afstand, men snart havde Vinden bortført dem, snart
faldende Blade dedækket dem, og det var derfor ingen let
Opgave at finde Veien til det ubekjendte Maal. Alle Andre
vilde sikkerligen ogsaa være blevne trætte, og et Par Gange
blev Krigsfolkenes Anfører ogsaa utaalmodig og talte om,
at Pigen nok vilde narre dem, naar nemlig den unge
Mand længe forgjæves havde søgt at finde et nyt Ærte-
mærke; men hvo som elsker, bliver ikke træt og skyer
ingen Umage eller Besvær, naar det gjælder om at naae
den, som Sjælen længes efter. Saaledes Marens Kjæ-
reste. Med den omhyggeligste Varsomhed undersøgte han
enhver grøn Plet, hastede fra den ene til den anden, lagde
Mærke til, om Græsset syntes nylig at være nedtraadt,
Tilbage til Skodsbøl forside