"See her," sagde han, "dette er et Billede af alle
Ulykkeliges Ven og Fader, det er et Billede af Ham, som
har skabt og styrer hele Verden og Alt, hvad der lever og
er paa den.I hans Navn, i den store Guds Navn, bøn-
falder jeg Dig om at sige mig, hvori Din Nød og
Ulykke bestaaer."
Maren hævede sit Øie op paa Billedet og foldede, uden
at vide hvorfor, sine Hænder. Hendes Læber bevægede sig,
som om hun ville tale, og med spændt Forventning lyttede
den unge Mand paa hendes Ord, der, som han haabede,
vilde afsløre hendes Livs Gaade for ham.
I det Samme traadte et Par andre Kunder ind, og
fordrede med Ilsomhed nogle Varer udleverde. Saa usigelig
ondt det ogsaa gjorde ham, maatte han forlade sin Elskede
og gaae ind i et tilstødende Værelse, for at hen det For-
langte, medens de Fremmede igjen gik udenfor Huset.
Maren stod alene og betragtede hensunken i dyb Andagt
det smukke Gudsbillede. Pludselig opløftede hun sine
Hænder imod det og fremsagde med brændende Inderlighed
de Ord: "Er Du den Hjælper for Alle, som de sige,saa
hjælp mig nu, da den høieste Tid er. Kom og frels mig
ud af Hulen, hvor den største Jammer venter mig !"
Og følgende sin barnlige Uvidenheds Indflydelse, tilføiede
hun: "Veed Du ikke Veien, saa følg de Ærter, jeg vil
kaste, medens jeg gaaer tilbage, thi foruden denne Veiledning
Opdager Du aldrig, hvor jeg boer under Jorden! Mere
tør jeg ikke sige, thi saa dræbe de mig stakkels Barn !"
Disse Ord som hun udtalte med dæmpet Røst, vare
blevne hørte af den unge Kjøbmand, der tilfældigviis stod
paa den anden Side af Bræddevæggen ved en Revne, som
lod Lyden trænge ind til ham. Som ved en høiere Ind-
givelse, opstod der strax den Tanke i hans Sjæl, at hans
Elskede befandt sig i de Røveres Magt, der saa længe havde
været Omegnens Plage, og som man troede, nu ikke mere
vare til. Under denne Forudsætning blev Meget ham be-
gribeligt, som han hidtil ikke rigtigt havde forstaaet, og
navnlig blev det ham indlysende, at Frygt for Røverne
bandt hendes Tunge. Han hastede nu med at expedere de
andre Kunder; men medens dette skete, kom hans Fader
ind i Værelset, hvor Maren befandt sig, og leverede hende,
hvad hun skulde have. Hans venlige Tiltale forøgede kun
Pigens Sørgmodighed, og da hun havde faaet det For-
langte, forlod hun grædende Huset, uden at afvente den
unge Mands Tilbagekomst.
Denne blev ikke lidt bestyrtet, da han ikke fandt Maren,
hvor han havde forladt hende, Han havde fattet den Be-
slutning at sige hende ligefrem, hvad hans Formodning
var; han haabede derved at bringe hende til at ud-
tale sig, og naar det da befandtes, at han havde
gjettet rigtigt, vilde han have holdt hende tilbage og
anmeldt Sagen for Krigsfolkenes Anfører. Da hun nu
var borte, ilede han til sin Fader og meddeelte denne, hvad
han havde hørt hende sige, da hun troede ikke at blive hørt
af Nogen, og hvilke Tanker hendes Ord havde fremkaldt
hos ham. Faderen fandt dette meget sandsynligt, og jo mere
de talte derom, desmere rimeligt forekom det dem at være.
Den Unge drev nu paa at ile bag efter Maren, for at bringe
hende tilbage og derpaa anmelde Sagen, men hans Fader
var af en anden Mening. Han antog, at Røverne, naar
Pigen udeblev, vilde mærke Uraad og unddrage sig den dem
truende Fare; naar de slap bort, saa var der ingen Sikker-
hed at vente, navnlig vilde Maren og de, der holdt med
hende blive Formaalet for deres hævngjerrige Efterstræbelser
og ikke kunne være rolige et Øieblik; hvis hun derimod
igjen kom tilbage til Røverne, vilde disse ingen Mistanke
fatte, og man kunde, ved at følge det Ærtespor, hun havde
yttret at vilde efterlade, maaske overraske og fange dem Alle
paa engang. Sønnens Bekymring over, at den elskede Pige
atter skulde begive sig til de vilde Karle, søgte han at ned-
dysse med den Bemærkning, at havde hun maattet tilbringe,
Gud veed, hvor lang Tid iblandt dem, saa kunde der vel
Tilbage til Skodsbøl forside