Straahalme bøiede, Grene eller Blade trykkede tilside. Med
den skarpeste Agtpaagivenhed speidede han efter enhver enkelt
Ting, og ihvorvel det ofte varede længe, fandt han dog
omsider et nyt Mærke af Ærter, henlagte af hans
Kjæreste. Flere Timer vare allerede forløbne, man var
kommen tvers igjennem Skovens vildsomste og sjeldent af
nogen besøgte Deel, da man naaede en lille Bæk; paa en
flad Steen ved dens Bredlaa en lille Haandfuld Ærter,
og herfra enkelte Ærter i lige Linie henad Stenen
i den Retning, hvorfra Bækken kom. Dette Tegn
var ikke at misforstaae: man skulde videre op mod Bækken.
Men paa den ene Side var et uigjennemtrængeligt
Krat bevoxet, moradsigt Uføre, og paa den anden Side
hævede sig en høi lodret Leervæg. Hvorledes komme
videre frem?
Saavel den unge Kjøbmand som Anføreren og hans
Ledsagere stode raadvilde, og Ytringen om til syvende og
sidst at finde sig narret fremkom paany. Da blev Marens
Kjæreste vaer, at der paa en Steen et Stykke længere oppe
midt i Bækken laa nogle Ærter, og gjorde Anføreren op-
mærksom derpaa, idet han yttrede, at Røverne maaske af
Forsigtighed havde valgt at vade det sidste Stykke Vei til
deres hemmelige Opholdsted i Bækken, for at intet Spor
skulde blive efter dem. Anføreren svarede, at han fandt
dette meget antageligt og haabede, at de nu ikke havde langt
til Maalet for deres Forskning. De gik derfor ud i Bækken,
vadede op imod Vandet, og fandt deres Formodning stad-
fæstet ved paa adskillige Steder at finde Ærter liggende paa
Stene midt i Bækken. Endelig fandt de dem paa en Steen
paa den modsatte Bred og tvivlede nu ikke om, at de vare
Hulen nær. Enkelte Ærter laa langs op ad Skraaningen
ad en Bakke, og da de fulgte dem, fandt de paa en Træstub
en heel Haandfuld liggende.
"Her maa det sikkert være," sagde den unge Mand,
"hvorfor eller saa mange Ærter paa dette Sted."
Anføreren var af samme Mening, men vilde ingen vi-
dere Undersøgelse have foretaget, førend hele Skaren var
kommen til. Der blev derfor sendt Bud tilbag, at de skynd-
somst skulde komme, og det varede ingen Time, førend Alle
vare tilstede.
Enhver saa nysgjærrig til alle Sider, men der viste
sig Intet, som hentydede til noget Opholdssted for Røvere.
Man søgte i alle Buske, i alle Lavninger, men Intet var
at opdage. Halv fortvivlet, kom den unge Kjøbmand tilbage
til Træstubben, hvor Ærterne endnu laae, og idet han ka-
stede sig ned paa Jorden, raabte han; "Og dog maa det
være her! Lader os nøie undersøge denne Stub."
Da nogle af de Tilstedeværende stødte haardt imod den
med deres Redskaber, viste der sig en pludseligt paa den ene
Side en Spalte. Hurtigt bleve Forke og Stænger anbragte,
og efter et kraftigt Tag faldt Stubben i tvende Parter
til begge Sider, og der viste sig en snever Indgang, hvor-
fra Trappetrin førte ned i Jorden.
Nu kom Spader og Skovle i Bevægelse, medens Mand-
skabet i i en tredobbelt Kjæde opstilledes omkring Aabningen.
Denne blev snart udvidet, og Anføreren raabte ned, at hvis
der var Nogen dernede, skulde de øieblikkeligen komme frem.
Nogle af de Hosstaaende troede at høre et svagt Skrig,
men ingen kom frem af hullet.
Anføreren lod sig give en Fakkel, som han tændte og
kastede ned i Aabningen. Da hørtes Fodtrin under Jor-
den, en Skare af vilde skjæggede Karle stormede frem og
huggede og stak med Øxer og Spyd og andre Vaaben efter
de Omkringstaaende. Men Anføreren for Krigsfolkene havde
i Forveien truffet sine Foranstaltninger for et saadant Til-
fælde, og hvor rasende Røverne ogsaa kæmpede og søgte at
slaae sig igjennem, saa bleve de dog overvundne, bastede
og bundne, dog først efter at de Fleste af dem vare blevne
saarede.
Tilbage til Skodsbøl forside