Mere død end levende ved at høre disse Ord, fulgte
hun villieløs den raae Mands Bud; han drog hende frem,
og den vilde Skare omringede dem, idet der fra alle Sider
løde gemene Bifaldsraab og utugtige Vittigheder.
"Skal der være Bryllup, saa lad der blive Bryllup!"
raabte en af Røverne. "Naar Du som Høvedsmand vil
gaae tilsengs med Bruden, saa er det ikke mere end billigt,
at Du giver Kammeraterne et Gilde, der var Skik. Derfor
lad hende gaae til Kjøbmanden og hente hvad der kan
fryde og vederkvæde Hjertet. Du maa naturligviis betale
Alting af Din egen Lomme."
Dette Forslag fandt almindelig Bifald, og Maren fik
som Følge heraf Befaling til at gaae til Broager for at
Hente hvad de manglede til deres Gilde: Da hun begav
sig bort med sin Kurv, opfordrede Høvedmanden hende til
at komme snart tilbage igjen og tilføiede nogle Vittigheder,
som fik Banden til at Lee, men hende til at gyse og skjælve.
Med Langsomme Skridt og modløs Fortvivelse i det
ellers saa muntre Ansigt tiltraadte hun sin Vandring. Den
forrige Dags Tildragelser, hendes Faders skrækkelige Ende-
ligt, den forfærdelige Fremtid, som nu skulde aabne sig for
hende, stod som en frygtelig Modsætning til de lyse Livs-
billeder, der vinkede hende, hvis hun kunde være bleven for-
enet med den, hun elskede. I hendes Bryst opstod Tanken
om at aabenbare for sin elskede sin gruelige Stilling og
bede ham om Frelse; men aldeles ukjendt med den Sikker-
hed, som et ordnet Samfund kan yde, frygtede hun for, at
hun derved kun vilde udsætte sig for Røvernes vilde og
blodtørstige Hævn, mod hvilken hun troede, at der ingen
Beskyttelse var. Med bristet Hjerte hengav hun sig derfor
til den rædsomme Skebne, som hun saae for uafvendelig;
det eneste svage Glimt af Haab, der endnu var tilbage i
hendes Sjæl, knyttede sig til Ønsket om atter at træffe den
venlige Gamle, der havde opfordret hende til at slaae sin
Lid til Gud, som kunde og vilde hjælpe hende. Skjøndt
den stakkels Pige var opvoxet uden at have lært det Aller-
mindste om Gud og hans Styrelse, saa havde hun i den
Gamles sikkres Ord, hvormed denne henviste hende til Him-
lens og Jordens Herre, dog fundet en Trøst og Støtte, og
hvor uforstaaelig Ordenes Mening end vare for hende,
havde hendes Sjæl dog hængt sig ved dem, som ved den
sidste og eneste Frelse.
Alt medens hun vandrede ad Broager til, speidede hendes
Blik eftert den gamle Trøsterinde fra forrige Dag; naar hun
da var gaaet et Stykke Vei, uden at kunne opdage hende
udbrød hun barnlig hengivent Hjerte i de sagte udtalte
Ord: " Saa kom Du da og hjælp mig, Du kjære gode
Gud, som jeg ikke kjender, men som jo kjender mig!"
Aldrig er vel en mere inderlig Bøn steget op i Him-
len, end dette fra et reent Naturhjerte opstigende Nødskrig,
som Maren gjentog vel de hundrede Gange, inden hun
naaede Kjøbmandens Huus. Men ingen Frelser kom tilsyne.
Da hendes Kjæreste saae hende komme, ilede han hende
med glædestraalende Ansigt imøde, men skrækkedes tilbage ved
det Udtryk af den dybeste Kummer og Modløshed, der stod af-
præget i hendes Ansigt. Han bestormede hende paany med
Bønner og kjærlige Opfordringer, om at aabne sit Hjerte
for ham, idet han forsikkrede hende om, at Intet skulde
blive uforsøgt for at tilveiebringe den Forening, der vilde
gjøre dem Begge lykkelige. Han begyndte at skildre det
glæderige Liv, de vilde leve med hinanden, - men hun af-
brød ham og raabte, idet hun fortvivlet vred sine Hænder:
" Tænk aldrig derpaa og Spørg mig ikke videre, jeg kan,
jeg tør ikke sige Noget! Jeg Ulykkelige!"
Den unge Mand stod opløst i Smerte og vidste ikke,
hvorledes han skulde berolige den hulkende Pige og bevæge
hende til at meddele ham, hvad der var, der hvilede saa
uendeligt tungt paa hende. Omsider greb han hendes Haand
og førte hende hen for et Billede, der forestillede Vorherre,
omgiven af sin Engleskare.
Tilbage til Skodsbøl forside