til Glæde, Din Graad til Smiil. Fat Mod og vær
trøstig; naar den, Du elsker, lever, har Du et freidigt
Haab at holde dig til; hvad Graven dækker, er tabt for
denne Verden. Jeg havde engang en Datter som Du, hun
var min Glæde og mit Haab, thi hun var min Eneste,
efter at hendes Fader var gaaet ud af denne Verden. Men
hun blev borte her paa Egnen, uden at noget Spor har
været at opdage. Det er nu mange Aar siden, og jeg har
i hele Aar haabet, men forgjæves. Tiden har dul-
met Smerten over mit, paa en ubegribelig Maade, for-
svundne Barns Tab, ogsaa Din Smerte vil finde
Lise. - Men Aftenen stunder til, jeg maa afsted. Farvel,
mit Barn, gid jeg snart igjen maatte see Dig glad og
lykkelig."
Den Gamle gik. Maren satte sig atter en Tidlang;
hun følte sig mindre ulykkelig efter denne venlige og opmun-
trende Tiltale. Hun fattede Mod, tog sin Kurv og vandrede
ind i Skoven ad Hulen til.
I denne sadde Røverne omkring det af rue Brædder
sammentømrede Bord og gjorde sig tilgode med Vinen. Hvad
Maren bragte med sig blev krammet ud, og nu først skulde
Drikkelaget rigtig til at begynde. Hendes Fader gav hende en
Taar Viin samt Noget at spise og bød hende derpaa lægge
sig, hvilken Befaling hun saameget hellere efterkom, som hun
var træt af Gangen og befandt sig i en Sindsstemning,
der gjorde de raae Menneskers Samtale aldeles uudstaaelig
for hende. Hun begav sig til sit Leie og faldt snart i
Søvn, medens Røverne flittig tappede i deres Kruus ud af
Viinankeret og bleve mere og mere høirøstede. Dette for-
styrrede imidlertid ikke hendes Ro. Omgjøglet af lyse
Drømme, svævede hendes Aand ind i et nyt og bedre Liv
og nød hidtil ukjendte Glæder.
Saaledes havde hun ligget et Par Timer, da en for-
virret Støi pludselig brød ind i hendes Drømme og skrækkede
hende op. Vilde Skrig og frygtelige Forbandelser løde i
hendes Øren, og hun foer forfærdet op af sit Leie.
For hendes neppe aabnede Øine viste sig et skrækkeligt
Syn. Røverne vare blevne berusede og rasede nu indbyrdes
imod hverandre som vilde Mennesker. Nogle af dem ravede
omkring med Knive i Hænderne, som dryppede af Blod,
andre laae ubevægelige paa Jorden, over hvilken en Blod-
strøm langsomt flød hen. Hendes Fader stod i en Krog og
forsvarede sig imod nogle af sine Kammerater, der søgte at
naae ham med deres Knive. Hun vilde ile hen
til ham for at bedække ham med sit Legeme, da pludselig
en af Røverne svingede en stor Øxe og med et vældigt
Slag kløvede han Hoved, saa han styrtede død til Jorden.
Et fortvivlet Skrig lød fra den forfærdede Piges Bryst, og
hun sank afmægtig tilbage paa sit Leie, overvældet af det
rædselfulde Optrin
Timer vare forløbne, da hun atter kom til sig selv.
Lampen var slukt og i den mørke Hule lød kun tunge Aande-
dræt og enkelte Klagelyd. Hun vovede ikke at røre
sig, saa betagen var hun af Angst og Forfærdelse. Langt
om længe hørte hun, at en af Røverne begyndte at rør sig
og kom paa Benene. Han slog Ild, fik atter Lampen tændt
og gav sig til at ruske i sine paa Jorden liggende Kamme-
rater. Med megen Umage fik han dem Alle paa Benene,
kun hendes Fader og to Andre bleve liggende, thi de vare
blevne dræbte i den underjordiske Kamp. Røverne satte sig
da omkring Bordet igjen og begyndte at tale om den forud-
gangne skrækkelige Strid. Den ene skod Skylden over
paa den Anden, indtil de efter et langt Klammeri bleve
enige om, at de tre Faldne og navnlig Maren Fader, deres
forrige Anfører, havde været Aarsag i Slagsmaalet. Med
den tilbagevende Fornuft kom ogsaa Tankerne om hvad de
nu skulde foretage, men de vare snart eninge om at forsætte
det hidtil førte Liv, hvorfor de valgte en af deres Midte
til deres fremtidige Anfører. Derpaa toge de de tre Døde
og lagde dem hen i en Krog af Hulen, for næste Nat at
bringe dem bort og begrave dem i Skoven. Da dette var
Skeet, blev Hulen atter gjort ryddelig, og de satte sig paany
til Bords for at spise og drikke og tale videre om Tingene.
Pludselig udbrød den nyvalgte Anfører i en drøi Ed
og mindede dem om, at de havde den unge Pige i Hulen,
der vistnok havde seet og hørt Alt, hvis hun ikke var død
af lutter Forskrækkelse. Han tilføiede, at hvis hun endnu
var levende, skulde hun være hans, og samtlige hans Kam-
merater tilkjendegave deres Bifald med denne hans Beslut-
ning. Han gik derfor hen til Marens Leie, greb fat i
hendes ene Arm og raabte:"Herop, Du Smaa, nu er jeg
Herre her, og Du min Brud, hvad enten Du saa synes
derom eller ikke!"
Tilbage til Skodsbøl forside