"Nei, kjære Pige," svarede den unge Mand, "hvem
du saa end er, saa vil jeg altid elske Dig. Du selv er
god og uskyldig, herom vidner hele Dit Væsen og Din
Adfærd, og om end Din Fader var En af de Røvere, der
forhen have huseret her i Egnen, saa vilde jeg dog elske
Dig, - thi Du har sikkerligen aldrig begaaet nogen
Brøde!"
"Aldrig!" sukkede hun, og brast paany i Graad,
idet hun lagde sit Hoved til hans Bryst.
"Nu, saa siig mig da, hvad der er i Veien, og hvad
der bedrøver Dig saa meget," sagde han og kjærtegnede
hende.
Hun skjælvede ved hans Favnetag, sukkede dybt, gjentog:
"Aldrig!" og rev sig fra ham. Derpaa greb hun sin
Kurv og ilede hastigt ud af huset, uden at agte paa hans
kjærlige Bønner om at blive.
Med iilsomme Skridt vandrede hun hen over Marken,
medens den bittreste Smerte brændte i hendes Hjerte og
Taarerne uafladeligt randt hende ned af Kinderne. Da
hun havde naaet Udkanten af Skoven, satte hun sig, træt
af den hurtige Gang med en ikke ubetydelig Byrde, ned
ved en Busk og hensank i sorrigfulde Tanker. En Tidlang
havde hun siddet saaledes, da hørte hun Fodtrin i sin
Nærhed; en gammel Kone traadte frem og hilsede hende
med de Ord:" Guds Fred, Barn, hvorfor saa Bedrøvet?"
Maren saa forskrækket op og vidste ikke, hvad hun
skulle svare.
Den Gamle vedblev:" Er Din Fader eller Moder
fornylig død fra Dig, eller er maaske Din Kjæreste bleven
Dig utro, siden Du græder saa meget. Siig mig, mit
Barn, hvad der gjør Dig saa sorrigfuld."
Den hjertelige Tone, hvormed disse Ord bleve udtalte,
og det venlige, deeltagende Udtryk i den Gamles Ansigt,
husvalede den stakkels Pige i hendes bittre Smerte. Men
hun rystede paa Hovedet og sagde:" Min Moder er død
for længe længe siden, min Kjæreste er ikke bleven mig utro,
min Fader - - -"
"Din Fader," tog den Gamle Ordet, da heftig Graad
qvalte Marens Røst. "Din Fader, hvad er der med ham?
Vil han ikke tillade Dig at faae Din Hjertenskjær?"
Maren rystede med Hovedet, og den Gamle blev ved:
"Sorg nok for Dig, stakkels unge Barn. Men fat
dig kun, Menneskets Sind er foranderligt; hvad Din
Fader idag forbyder, vil han maaske en anden Dag vel-
signe. Hold ud i Troskab og Kjærlighed, saa vil Gud nok
hjælpe Dig. Han er Kjærlighedens Fader og hjælper Alle,
som søge Hjælp hos ham."
Disse sidste Ord faldt som lægende Balsam paa den
grædende Piges Hjerte. Hun reiste sig og spurgte
med skjælvende Røst:
"Vil han ogsaa hjælpe mig, naar han hører, hvem
jeg er ? Vil han tie med mig ?"
"Han hjælper Alle og Enhver, han kjender Din
kummer og Alt, hvad Dig vedrører. Stol paa ham !"
" Hvor er han da ?" spurgte Maren i sin Uskyldighed,
thi aldrig havde Nogen talt med hende om det evige høieste
Væsen.
"Barn," svarede den Gamle, "hvi kan Du spørge
saaledes? Han er overalt og allevegne, han seer og veed
Alt, og hvad vi her have talt om, er ham bekjendt som
Alt, hvad der er skeet og skal skee.Stol kun paa ham, og
Du er vel hjulpen. Han kan hastigt forvandle din Sorg
Tilbage til Skodsbøl forside