Den unge Kjøbmand havde ikke været en ørkesløs Til
skuer ved denne heftige Kamp. Hans Hensigt havde været
strax at ile ned i hulen for at søge efter sin Elskede; men
da det ikke lykkedes Røverne at gjennembryde deres Mod-
standeres Rækker, trak de sig tilbage til Hulens Indgang,
for saaledes faa saa meget som muligt at dække sig i Ryggen.
Omkring denne Indgang rasede derfor Striden, og han kunde
ikke udføre sit Forsæt, uden at bane sig en Vei igjennem
Røverklyngen. Henreven af ungdommeligt Mod, greb han
derfor et Sværd, som var faldet en saaret Krigsmand ud
af Haanden, og huggede tappert ind paa den Røver, der
stod imellem ham og Hulens Indgang. Han havde imidler-
tid med en Modstander at gjøre, der var ham overlegen
saavel i Kræfter som i Øvelse i Vaabenbrug; allerede
blødte han af flere Saar, og sikkert vilde han være falden
for sin Fjendes Haand, naar ikke denne, truffen af et Pleil-
slag, var styrtet til Jorden. Øieblikkeligt benyttede Marens
Elsker Fordelen og styrtede ind gjennem Hulens Indgang.
Den heftighed, hvormed han gjorde dette, kunde nær
have havt sørgelige Følger for ham. Han faldt nemlig og slog
sit Hoved saa heftig imod en haard Gjenstand, at Bevidst-
heden for en kort Tid forlod ham. Da han kom til sig
selv igjen, befandt han sig i Bælgmørke, men udenfor Hulens
Aabning hørte han endnu Kampens Larm. Han reiste sig,
og paamindet om Forsigtighed ved det ham tilstødte Uheld,
følte han sig for med Hænder og Fødder, medens han lang-
somt skred frem i Mørket. Han udraabte Marens Navn og
lyttede, men intet Svar lød. Der kunde ingen Tvivl være
om, at hun maatte have været i Hulen, da han med sine
Ledsagere ankom udenfor; derom vidnede de af hende hen-
lagte Ærter. En anden Udgang, hvoraf hun kunde være
flygtet, fandtes der vist ikke, thi da vilde Røverne selv have
betjent sig af den. Hvor var hun da, og hvorfor svarede
hun ikke paa hans Raab ? Pludselig opstod den Tanke hos
ham, at Røverne muligt kunde have fundet paa at myrde
hende, for at hun, naar det var lykkedes dem at komme
bort, ikke skulde røbe, hvad hun muligen kunde vide af deres
Hemmeligheder. En usigelig Angst overfaldt ham, og atter
udraabte han, saa stærkt han kunde, Marens Navn, men
uden at faae Svar. Greben af Fortvivelse, styrtede han
frem i Mørket, rendte imod en Gjenstand og faldt paany,
dog uden at støde sig videre. Men ved Faldet havde hans
Hænder berørt Noget; han famlede derfor omkring og fik
fat paa et Fyrskrin. Hurtig fattet, slog han Ild, tændte en
Svovlstikke og saae sig omkring. Den kortvarige og usikkre
Belysning var tilstrækkelig til at see den, han søgte efter,
liggende med bundne Hænder og Fødder paa et Leie, og med
et Tørklæde stoppet ind i Munden.
Han hastede hen til hende og frydedes ved at mærke
af hende Aandedræt, at hun endnu levede. Hurtig trak
han Tørklædet ud af hendes Mund og raabte: "Maren,
kjære elskede Pige, det er mig, Din Kjæreste, der er kom
men og vil tage Dig med mig hjem og beholde Dig hos
mig for bestandigt !"
Hun svarede intet, men sukkede dybt, som om hun ikke
vidste noget af sig selv. Han løste de Baand, hvormed hen
des Hænder og Fødder vare bundne, og tog hende i sine
Arme, idet han atter kjærligt tiltalte hende og sagde, hvem
han var.
"Er det Dig," svarede hun som drømmende; "nei, det
kan umuligt være Dig! hvor ere da de Andre ?"
"De ere overvundne og ligge lænkebundne udenfor
Hulen," svarede han. "Men kom, min elskede, og lad os
forlade dette frygtelige Sted."
Han tog hende paa sine Arme, men vidste nu ikke, hvad
Retning han skulde tage. Da hørtes Stemmer, en Lysning
viste sig, og snart fremtraadte han Fader med en Fakkel i
Haanden, fulgt af Krigsfolkenes Anfører og endeel af Land-
boerne. Alle bleve meget glade ved at finde de tvende El-
skende; der lød Lykønskninger fra alle Sider, idet der til-
føiedes, at deres Kjærlighed havde været Aarsag til, at man
nu havde faaet fat paa de Røvere, der i saa mange Aar
havde været en Skræk og Plage for hele Omegnen.
Tilbage til Skodsbøl forside