Anføreren anmodede den unge Kjøbmand om at for-
lade Hulen med sin Kjæreste, for at han med sine Folk
kunde nøiere undersøge Røvernes hidtilværende Opholdssted,
hvilken Opfordring strax blev tagen til Følge. Udenfor
Hulen modtoges de tvende Elskende med nye Lykønskninger
og Glædesyttringer af de tilstedeværende Beboere af Om-
egnen, som Alle erkjendte, at de havde den unge Mands
Kjærlighed og hans Bruds Snildhed at takke for, at Rø-
verne vare blevne opdagede. Man begav sig nu til en fri
Plads i Skoven, hvor man leirede sig; endeel af de raskeste
Mænd bleve ifølge Anførerens Opfordring tilbage forat rydde
Røverhulen og siden tilintetgjøre den.
Da Maren efter nogen Tids Forløb havde vundet sin
Rolighed og Fatning tilbage, bad hendes Kjæreste hende om
at fortælle, hvorledes det var gaaet hende, efterat hun
havde forladt hans Faders Huus, og hun berettede da som
følger:
"Efterat jeg havde bedet Gud, hvis Billede Du viste
mig, om at hjælpe mig ud af min fortvivlede Stilling, be-
gav jeg mig paa Veien til Hulen: jeg turde ikke blive
længere borte, da jeg frygtede for, at Røverne saa vilde blive
opbragte og mishandle, ja maaskee dræbe mig. Underveis
kastede jeg, Ærter af min Kurv, ligesom jeg vandrede frem,
i Haab om, at de vilde tjene min Frelser som veiledende
Spor. Jeg saae mig ofte tilbage, om han ikke kom, og
blev bestandigt mere modfalden, da Ingen viste sig. Efter
at være gaaet igjennem Skoven og vadet opad Bækken, kom
jeg til Hulen, gav Tegnet paa min Nærværelse, men
lagde en Haandfuld Ærter ovenpaa Stubben, inden jeg
gik ned i Hulen."
"Her sadde Røverne og ventede begjærligt paa min Til-
bagekomst; jeg blev haardeligen tiltalt af Flere af dem, fordi
jeg var bleven længere borte, end de havde ventet, og da
jeg nu troede, at alt Haab var ude, brast jeg i Graad.
Herover blev deres Høvedsmand meget opbragt og befalde
mig med strenge Ord at lade min Tuden være, som han
kaldte det, og være munter, da han vilde have en glad
Brud. Disse hans sidste Ord forøgede min Smerte endnu
mere, og under stadig Graad bad jeg ham om at skaane
mig. Men en frygtelig Ed og et voldsomt Slag paa Ho-
vedet var det Svar, jeg fik, og fortumlet sank jeg ned paa
mit Leie. Jeg veed ikke, hvor længe jeg havde ligget, da
mine Sandser klaredes igjen, men da jeg saae ud til Røverne,
bemærkede jeg, at de alle sad og lyttede. En af dem sagde:
" det er ikke rigtigt derude, hør !" - - og i samme Øieblik
hørte jeg en tydelig Bragen ved Hulens Indgang: det var
formodentligt dengang I brøde Træstubben fra hverandre.
Strax efter lød et Raab ned til os, at vi skulde komme op,
og jeg svarede med et høit Skrig, thi nu, haabede jeg,
vilde Frelsen komme. Men øieblikkelig greb Røvernes Hø-
vedsmand mig om Halsen, saa jeg nær var bleven qvalt,
stoppede mig et Tørklæde i Munden og bandt mine Hænder
og Fødder, idet han sagde: "Jeg burde dræbe Dig,
men jeg vil vente dermed, indtil Alting er ude for os. Levende
skal Du ikke slippe fra mig !"
Disse frygtelige Ord berøvede mig min Bevidsthed
paany. Jeg mærkede kun, at der opstod en stor Bevægelse
blandt Røverne, at de grebe til Vaaben og talte med hver-
andre om at forlade Hulen. Kort efter hørte jeg en Røst,
som jeg godt kjendte; men turde ikke troe mine egne
Øren og tænkte, at det kun var Drøm eller Indbildning;
thi saa stærk var fra min Barndom af Troen paa Røvernes
Magt rodfæstet hos mig, at jeg ansaae det for umuligt, at
de kunde blive overvundne. Jeg tænkte paa den Trusel,
som Høvedsmanden havde udtalt, da han bandt mig, og
skjøndt jeg er saa ung og holder af Livet, fandt jeg
dog, at jeg hellere vilde døe end leve med det vilde Umenneske,
der havde Magten over mig. Men det er gaaet uendeligt
bedre end jeg tænkte - - "
Mere kunde hun ikke sige, men lagde sit Hoved til sin
Kjærestes Bryst og græd af Rørelse og Glæde.
Tilbage til Skodsbøl forside