Det første arbejde var saa at vaske op efter Aftensmaden, og jeg læste og læste alle de Navne paa Sølvtøjet, om jeg nu kunde huske at dække
Bordet rigtig næste Dag. Jeg fik nemlig udleveret 2 forskellige Ark Papir, et hvad jeg skulde bestille saadan al Hverdag og et med ekstra
Arbejde hver Ugedag, som pudse Vinduer, tage Tæpper ud og banke og børste, ligge paa Knæ og skrubbe Gulve o.s.v. Om Eftermiddagen gøre
Ærinder og stoppe
Strømper og Undertøj uden Ende. Til Strømperne var et fint Stoppeæg af Træ at komme indeni Strømperne,
jeg kunde nok se
at Hullerne kunde stoppes meget pænere paa den maner. Havearbejde var der ogsaa.
Det var altsammen meget interessant til at begynde med, men saa en Dag, jeg gjorde Ærinde og kom paa Landevejen, fik jeg lige et kig af 2 halve Møllevinger, som drejede rundt i Horisonten, og paa en gang fik jeg saadan hjemve. Jeg kom i Tanke om, nu hørte jeg ikke saadan til Hjemme, men nu skulde jeg altid være ude hos fremmede Folk, saa synes jeg slet ikke, det var fint med det store hyggelige Værelse mere, bagefter kan jeg godt se, det var barnagtig, men jeg var jo nok kun et Barn endnu, der begyndte at udvikle sig, det ene med det andet, Menses havde jeg faaet et Aar forud, men i det hele Aar, jeg var der, standsede det. Tanken om min Far nu kom godt hjem fra Krigen, og saa den knappe Ernæring i den Alder, man voksede i. Endda min Mor, som kunde snyde sig til at faa lidt Hvede malet ind imellem, som blev sigtet og bagt Brød af, og et Svin at slagte ( som blev kontrolleret rigtigt og trukket fra paa Kødkort) og Høns. Vi havde et par smaa Marker at høste paa. - for hende kneb det ogsaa.
Min Morfar, tog Handsker paa og samlede Frø og Blade af Brændenælder, som han satte i blød til Svinene, og vi Børn samlede Aks paa vores egen lille Mark til vores Duer. Kartofler kunde slippe op, saa fik vi knusede Roer. Men hvad saa de stakels Folk i Byerne. Fra den sparsomme Kost Hjemme blev det endnu knappere i min første Plads, maaske kunde de 3 Børn klare sig med lidt mindre, men jeg var konstant sulten.
Om Morgenen skulde jeg tænde op i en lille Kakkelovn i Børneværelset, naar det var koldt, gøre rent der, dække Morgenbord og saa gaa et par Km til et Mejeri og hente Mælk paa Rationerings-Mærker. Sødmælk, skummet Mælk eller Kærnemælk og saa først Morgenbrød, når jeg kom hjem, Brød med Marmelade uden Smør, men ikke saa meget man kunde have. Saa fandt min Mormor paa at bage nogen "Skrabkager" af det malede Hvede og Vand, og saa tog jeg et stykke med af det paa Vejen efter Mælk, naar jeg havde noget. Fruen vilde jo gerne spare paa Rationerne til at bage Kager af, naar hun havde Gæster, sammen med Præstefolkene, kom hun med i mange Hjem, og saa har hun nok vilde gøre gengæld. Det var mest store Bønder og Præster og lærere, der jo blev betænkt fra dan ogsaa. Bønderne var ellers bange for at lade nogen faa, for det var streng Kontrol med alt. Fruen satte de smaa Portioner Smør ned i en Krukke med Saltvand, saa hun havde at tage af, en lille Portion bagte hun saa op med Vand og Mel, det fik vi som Smør om Eftermiddagen paa Franskbrød, til Aftensmad gav det Kartofler eller Vandgrød og et stykke Brød. Fruen var ellers god nok til at lave Mad. Fik vi Steg om Søndagen blev resten af kødet brugt til Frikadeller eller lignende, paa Benet blev kogt Grøntsagssuppe. Sødsuppe, Kærnemælkssuppe rørt af med et Æg og naar vi fik Æblesuppe, blev den ogsaa rørt af med et Æg og Sukker, og de Hvide pisket stiv til at pynte med. Naar Æbler blev knappe fik vi først Æbler skrællet til Dessert og næste Dag Æblesuppe kogt paa Skræl og Kærnehus, men med Æg og Pynt af Æggehvide var det en herlig Ret.
Strømper og Undertøj uden Ende. Til Strømperne var et fint Stoppeæg af Træ at komme indeni Strømperne,
jeg kunde nok se
at Hullerne kunde stoppes meget pænere paa den maner. Havearbejde var der ogsaa.Det var altsammen meget interessant til at begynde med, men saa en Dag, jeg gjorde Ærinde og kom paa Landevejen, fik jeg lige et kig af 2 halve Møllevinger, som drejede rundt i Horisonten, og paa en gang fik jeg saadan hjemve. Jeg kom i Tanke om, nu hørte jeg ikke saadan til Hjemme, men nu skulde jeg altid være ude hos fremmede Folk, saa synes jeg slet ikke, det var fint med det store hyggelige Værelse mere, bagefter kan jeg godt se, det var barnagtig, men jeg var jo nok kun et Barn endnu, der begyndte at udvikle sig, det ene med det andet, Menses havde jeg faaet et Aar forud, men i det hele Aar, jeg var der, standsede det. Tanken om min Far nu kom godt hjem fra Krigen, og saa den knappe Ernæring i den Alder, man voksede i. Endda min Mor, som kunde snyde sig til at faa lidt Hvede malet ind imellem, som blev sigtet og bagt Brød af, og et Svin at slagte ( som blev kontrolleret rigtigt og trukket fra paa Kødkort) og Høns. Vi havde et par smaa Marker at høste paa. - for hende kneb det ogsaa.
Min Morfar, tog Handsker paa og samlede Frø og Blade af Brændenælder, som han satte i blød til Svinene, og vi Børn samlede Aks paa vores egen lille Mark til vores Duer. Kartofler kunde slippe op, saa fik vi knusede Roer. Men hvad saa de stakels Folk i Byerne. Fra den sparsomme Kost Hjemme blev det endnu knappere i min første Plads, maaske kunde de 3 Børn klare sig med lidt mindre, men jeg var konstant sulten.
Om Morgenen skulde jeg tænde op i en lille Kakkelovn i Børneværelset, naar det var koldt, gøre rent der, dække Morgenbord og saa gaa et par Km til et Mejeri og hente Mælk paa Rationerings-Mærker. Sødmælk, skummet Mælk eller Kærnemælk og saa først Morgenbrød, når jeg kom hjem, Brød med Marmelade uden Smør, men ikke saa meget man kunde have. Saa fandt min Mormor paa at bage nogen "Skrabkager" af det malede Hvede og Vand, og saa tog jeg et stykke med af det paa Vejen efter Mælk, naar jeg havde noget. Fruen vilde jo gerne spare paa Rationerne til at bage Kager af, naar hun havde Gæster, sammen med Præstefolkene, kom hun med i mange Hjem, og saa har hun nok vilde gøre gengæld. Det var mest store Bønder og Præster og lærere, der jo blev betænkt fra dan ogsaa. Bønderne var ellers bange for at lade nogen faa, for det var streng Kontrol med alt. Fruen satte de smaa Portioner Smør ned i en Krukke med Saltvand, saa hun havde at tage af, en lille Portion bagte hun saa op med Vand og Mel, det fik vi som Smør om Eftermiddagen paa Franskbrød, til Aftensmad gav det Kartofler eller Vandgrød og et stykke Brød. Fruen var ellers god nok til at lave Mad. Fik vi Steg om Søndagen blev resten af kødet brugt til Frikadeller eller lignende, paa Benet blev kogt Grøntsagssuppe. Sødsuppe, Kærnemælkssuppe rørt af med et Æg og naar vi fik Æblesuppe, blev den ogsaa rørt af med et Æg og Sukker, og de Hvide pisket stiv til at pynte med. Naar Æbler blev knappe fik vi først Æbler skrællet til Dessert og næste Dag Æblesuppe kogt paa Skræl og Kærnehus, men med Æg og Pynt af Æggehvide var det en herlig Ret.
Fruen havde selv nogen hvide Italiener Høns, som hun solgte Rugeæg af, jeg
husker sjælden, vi har faaet et Æg ellers ved siden af. Med disse Høns var det ogsaa et Problem for mig. Paa Kødkort skulde vi hente Kød i
en By temmelig langt derfra, mest gjorde Fruen det selv, men der skulde gerne en Krukke Blod med fra Slagteren at blande i til Hønsefoder
, og saa skulde jeg hente Kød og Blod, jeg maatte køre i Tog den ene Vej, men gaa hjem, for naar Krukken den var fyldt med Blod, saa den ikke
pæn ud. Slagteren var temmelig brøsig og vilde ikke have det besvær med at fylde den Krukke igennem det lille Hul, ( der skulde jo Prop paa
bagefter) saa han spildte jo ved siden af paa Krukken, og det blev jo ikke tørret af, og saa var den jo ikke helt let at slæbe paa, men jeg
kunde jo stille den paa Vejen og hvile lidt imellem. Hønsene saa farlige ud, naar de fik det Blodfoder, og de blev heldigvis kun til om
Sommeren, saa var det vist ikke nemt at faa Foder til dem mere, tænker jeg. Saa var jeg jo ogsaa fri for at muge Høns, til gengæld fik vi
heller ikke Hønsesuppe mere.
Fruen rejste sommetider et par Dage til Flensborg eller et andet Sted, saa havde hun nogle Stenkrukker, hun lavede det Mad i, vi skulde have, en med Kartoffelsuppe, en med Sødsuppe, en med afskaaret Brød, som hun talte nøje, hvor mange stykker vi maatte have, noget Biksemad eller Frikadeller. Jeg var opdraget til ikke at tage noget uden at spørge, men en lørdag efter Fruen var gaaet med Børnene til Stranden for at bade, og jeg laa og skrubbede Køkkengulv, blev jeg da saa sulten, at jeg blev fristet til at tage et stykke Brød, men det gav Skænd, og jeg gjorde det ikke mere, jeg havde engang taget et Æble, som laa i en større stak paa Loftet, der var ogsaa Æbletræer i Haven, men de skulde slaa til længe. Paa Nytaarsaften, vi havde spist og Børnene kommet i Seng, gik Fruen Turen over i Præstegaarden til Familie, som saa ofte, og jeg havde ventet mig lidt ekstra, fordi det var Nytaarsaften, men jeg fik kun et Æble. Jeg havde faaet en god Bog hjemme til Jul, saa den trøstede jeg mig med. Jeg har nok mange gange været som et forvænt Barn, der vilde have det lidt bedre, som en Tjenestepige kunde forlange, for Fruen var da flink nok saadan set, gik ikke og skulde ud til daglig, men har nok ikke altid været lige tilfreds med mig. Jeg lærte jo alligevel noget, Mad vi ikke fik derhjemme, skik og brug o. s. v. Det var mig dog meget om at gøre at faa en Plads til November, helst hjemme i Landsbyen og ved Bønder, saa gav det lidt mere at spise. Min Mor sagde, en Plads var aldrig ringere, end man kunde holde ud et helt Aar, det var ikke god Tone at skifte saa ofte, men jeg fik da Lov at skifte til næste Maj, dengang skulde man siges op eller sige op til November, saa jeg blev lejet til en Bondegaard noget uden for byen, lidt enlig liggende, men nemt at smutte Hjem, saa det var jeg jo glad for, men Fruen blev lidt sur, da jeg sagde op og spurgte, hvor jeg skulde hen og da jeg sagde " paa en Bondegaard " og hun spurgte om jeg skulde malke, hvad jeg skulde, saa fløjtede hun; om hun mente, det skulde jeg nok fortryde, det ved jeg ikke. Imens havde min Far engang været hjemme paa Orlov, og han gik med mig paa Vejen, da jeg skulde til min Plads igen, gik med mig ved Haanden og sagde, at nu var nok Krigen snart forbi, og han kom Hjem igen, saa skulde Møllen igang, og saa skulde jeg da nok faa Lov at komme et Aar Hjem ind imellem igen. Jeg var glad for min Far, og det var Smerte at tage afsked med ham, hver gang han var hjemme paa Orlov, saa har han nok vilde trøste mig. Men nu havde jeg noget at haabe paa, saa gik Tiden, og hvor der er Børn glæder man sig til Jul, det gjorde jeg ogsaa, om det end var den første Jul, jeg ikke var hjemme en Juleaften, men Juleglæden sad dybt i mit Sind, fordi vores Forældre, især min Far, havde gjort det saa festligt for os i Julen, han var som 3 Aarig, da hans Far døde fra hans Mor og 6 Søskende, kommet hen til en Onkel og Tante (som var barnløse) og havde savnet i sit eget Hjem saa meget.
forrige side
næste side 
Fruen rejste sommetider et par Dage til Flensborg eller et andet Sted, saa havde hun nogle Stenkrukker, hun lavede det Mad i, vi skulde have, en med Kartoffelsuppe, en med Sødsuppe, en med afskaaret Brød, som hun talte nøje, hvor mange stykker vi maatte have, noget Biksemad eller Frikadeller. Jeg var opdraget til ikke at tage noget uden at spørge, men en lørdag efter Fruen var gaaet med Børnene til Stranden for at bade, og jeg laa og skrubbede Køkkengulv, blev jeg da saa sulten, at jeg blev fristet til at tage et stykke Brød, men det gav Skænd, og jeg gjorde det ikke mere, jeg havde engang taget et Æble, som laa i en større stak paa Loftet, der var ogsaa Æbletræer i Haven, men de skulde slaa til længe. Paa Nytaarsaften, vi havde spist og Børnene kommet i Seng, gik Fruen Turen over i Præstegaarden til Familie, som saa ofte, og jeg havde ventet mig lidt ekstra, fordi det var Nytaarsaften, men jeg fik kun et Æble. Jeg havde faaet en god Bog hjemme til Jul, saa den trøstede jeg mig med. Jeg har nok mange gange været som et forvænt Barn, der vilde have det lidt bedre, som en Tjenestepige kunde forlange, for Fruen var da flink nok saadan set, gik ikke og skulde ud til daglig, men har nok ikke altid været lige tilfreds med mig. Jeg lærte jo alligevel noget, Mad vi ikke fik derhjemme, skik og brug o. s. v. Det var mig dog meget om at gøre at faa en Plads til November, helst hjemme i Landsbyen og ved Bønder, saa gav det lidt mere at spise. Min Mor sagde, en Plads var aldrig ringere, end man kunde holde ud et helt Aar, det var ikke god Tone at skifte saa ofte, men jeg fik da Lov at skifte til næste Maj, dengang skulde man siges op eller sige op til November, saa jeg blev lejet til en Bondegaard noget uden for byen, lidt enlig liggende, men nemt at smutte Hjem, saa det var jeg jo glad for, men Fruen blev lidt sur, da jeg sagde op og spurgte, hvor jeg skulde hen og da jeg sagde " paa en Bondegaard " og hun spurgte om jeg skulde malke, hvad jeg skulde, saa fløjtede hun; om hun mente, det skulde jeg nok fortryde, det ved jeg ikke. Imens havde min Far engang været hjemme paa Orlov, og han gik med mig paa Vejen, da jeg skulde til min Plads igen, gik med mig ved Haanden og sagde, at nu var nok Krigen snart forbi, og han kom Hjem igen, saa skulde Møllen igang, og saa skulde jeg da nok faa Lov at komme et Aar Hjem ind imellem igen. Jeg var glad for min Far, og det var Smerte at tage afsked med ham, hver gang han var hjemme paa Orlov, saa har han nok vilde trøste mig. Men nu havde jeg noget at haabe paa, saa gik Tiden, og hvor der er Børn glæder man sig til Jul, det gjorde jeg ogsaa, om det end var den første Jul, jeg ikke var hjemme en Juleaften, men Juleglæden sad dybt i mit Sind, fordi vores Forældre, især min Far, havde gjort det saa festligt for os i Julen, han var som 3 Aarig, da hans Far døde fra hans Mor og 6 Søskende, kommet hen til en Onkel og Tante (som var barnløse) og havde savnet i sit eget Hjem saa meget.
forrige side
næste side