Skjøndt Røveren var en haard og hjerteløs Mand,
havde han dog fattet Godhed for sit Barns Moder, og da
hun døde, opvaagnede en stærk Kjærlighed til deres Barn
i hans Hjerte, som gjorde, at han med største Omhygge-
lighed passede og pleiede den Lille, hvis Moders Lig han
ved Nattetid begrov i Skoven. Han fandt snart, at det
var ham umuligt, rigtig at sørge for Barnet, naar han
sommetider maatte lade det være alene hele Timer, nemlig
naar han gik ud paa Rov, og da han, ved en saadan Lei-
lighed, traf sammen med en anden Person, som gik i samme
Ærinde, forenede de sig og bleve Kammerater, hvis Antal
i Tidens Løb, da Krigsuroligheder gave dem et friere
Spillerum, efterhaanden betydeligt forøgedes. Hvergang et
nyt Medlem blev optaget i Banden, gjorde han det til
første Forpligtelse, at han skulde vaage over Barnet og sørge
for det, det Bedste han kunde.
Saaledes opvoxede den Lille, som af sin Fader var
bleven kaldt Maren, i en Kreds af vilde, forvovne Mænd,
der dog Alle gjorde meget af det deilige Barn. Da hun
blev større, tog snart den Ene, snart den Anden af dem,
hende med sig, naar de om Dagen gik forklædte omkring
for at opspore Leilighed til natlige Foretagender. Men de
Indpræntede hende bestandigt at iagttage den største Til-
bageholdenhed og Taushed, naar hun kom i Berørelse med
andre Mennesker, og bibragte hende Anskuelser og Begreber,
som passede i deres Kram. Hun var et klogt og begavet
Barn, der hastigt tilegnede sig de Lærdomme, som man
foredrog hende. Da hun forresten ikke saae og hørte
synderlig Andet, end hvad der forefaldt i Røvernes Samliv,
havde hun ingen Maalestok til at bedømme dette efter, og
hendes Fader søgte at befæste den Anskuelse hos hende, at
Røvernes Liv var det ene rigtige, andre Menneskers Færd
derimod noget Foragteligt. Men dybt, i Barnets Hjerte
slumrede den evige Følelse for det Rette og Gode, som
Gud har nedlagt i enhver Menneskesjæl, der nok, under
visse Omstændigheder og Betingelser, kan synes at være
qvalt og udslukket, men da ofte pludselig, vakt ved en eller
anden Begivenhed, rører sig med uimodstaaelig Magt, ad-
spreder de falske Grundsætningers Askedynger, som Lavhed
og Forbrydelse havde sammenhobet over den, og bryder
frem som en klar, renset og rensende Lue.
Røverbanden var bleven forøget med mange fordærvede
Menneskers Optagelse, men Alle havde Respect for Anføreren,
der var enhver af dem overlegen saavel i Legemsstyrke, som
i Dristighed og Klogskab. Naar de vare ude paa Rov,
lod ham dem husere efter eget Behag, naar kun ikke deres
egen Sikkerhed derved blev sat i Fare. For hele Egnen
var Banden derfor en frygtelig Svøbe, og i kortere og
længere Mellemrum løde Beretninger om, hvorledes snart
hist, snart her, en Gaard var bleven overfalden, udplyndret
og afbrændt, medens Beboerne af den vilde Skare vare
blevne mishandlede paa den skjændigste og grusomste Maade,
ja ikke sjeldent myrdede eller indebrændte. Da alle egne
Midler hverken førte til Opdagelse eller tilveiebragte
Sikkerhed, klagede Indvaanerne til Regjeringen og bade om
Hjælp, og der blev derfor ogsaa foretaget adskillige Skridt.
Men saalænge Krigsaarene varede, kunde noget Alvorligt og
Gjennemgribende ikke skee, og Beboerne paa Broager Land
fik derfor eiheller Fred, førend hele Landet fik den. Men
da Freden endelig kom istand, og nogle andre af Krigens
nærmeste og værste Følger vare forsvundne, blev der truffet
Kraftige Foranstaltninger til at standse Røveruvæsenet. Der
blev sendt Krigsfolk til Broager Land, og idelige Patrouil-
ler forhindrede Røverne i at foretage større Overfald,
saa at de maatte indskrænke deres Virksomhed til enkelte
Angreb paa Personer og Eiendom. Men ogsaa disse for-
hindredes efterhaanden, og tilsidst saae Røverne sig ind-
Skrænkede i den Grad, at de kun enkeltviis, som simple
Tyve, kunde benytte Leiligheden til at rane Et og Andet.
Under disse Omstændigheder var det ikke sjeldent, at de i
flere Dage maatte holde sig i deres Hule, naar nemlig
Krigsfolkene efter et af Røverne begaaet nyt Tyveri, i
Forbindelse med beboerne udfoldede en større Virksomhed,
for at komme paa Spor efter dem.
Skjøndt de havde gemt ikke ubetydelig Forraad af
Levnetsmidler i deres Hule, saa bleve disse dog omsider
fortærede, og da det fra Dag til Dag blev strengere med
Opsynet, besluttede de at holde sig aldeles inde i en
længere Tid, i Haab om, at Krigsfolkene da skulde blive
dragne bort og de saa faae frit Spillerum igjen.
Tilbage til Skodsbøl forside