Maren Innestei.
Langt tilbage i Tiden var Broager Land fordetmeste.
bedækket med Skov. Kun paa enkelte Steder var denne
Bleven borthugget, og man havde begyndt at bygge Gaarde,
hvoraf der efterhaanden opstod enkelte Landsbyer; paa andre
Steder derimod forblev Skoven som den fra Arilds Tid
havde været, og kun sjeldent trængte en Jæger igjennem
det tætte Uføre. Det er da begribeligt nok, at dette af Udgjer-
ningsmænd blev benyttet som et Tilflugtssted, hvorfra de streifede
omkring og foruroligede Landet. Naar dette uvæsen blev
altfor galt, naar Plyndring, Rov og Mord toge overhaand,
saa forenede Beboerne sig omsider til et Felttog imod Rø-
verne, som for en kortere eller længere Tid havde nogenlunde
Rolighed og Sikkerhed tilfølge, især naar man var saa
heldig at faae fat paa samtlige Forbrydere og ikke maatte
nøies med Nogle, medens Andre frelste sig ved Flugten.
Der var saaledes blevet foretaget det næstsidste Streiftog
imod en Røverbande, som man heldig havde indfanget heel
og holden, og paa Landet havde man i længere Tid ikke
hørt om Rov og Plyndring; man hengav sig endog til det
Haab, at hele dette Uvæsen havde faaet en Ende for bestandig, da
det rygtedes, at en Pige pludselig var forsvunden i Nærheden af
sin Husbondes Bolig. Man søgte hende overalt, men
intet Spor var at finde, som kunde lede til nogen For-
modning om, hvor hun var bleven af og om hun endnu var
levende eller død.
Men hun var bleven overfalden og slæbt bort af en
Røver, som havde fuldført mange Ugjerninger i andre
Egne af Landet, hvorfra han var flygtet hen ad Broager
til. Her fandt han et passende Sted, og efterat have
gjennemstreifet Egnen og gjort sig bekjendt med Forholdene,
gravede han sig en hule ind i et Bjerg, langt borte
fra Veien, og i den tætteste Deel af den store
Skov. Til denne Hule slæbte han Pigen og tvang hende
ved svære Trusler til at leve med sig. Om Dagen holdt
han sig inde, men om Natten gik han ud paa Rov og
bragte hjem til sin Hule ikke alene Alt, hvad de behøvede
til Livets Ophold, men ogsaa alslags værdifulde og kost-
bare Ting, som han med sjelden Snildhed og Dristighed,
røvede omkring i Egnen. Beboerne bleve opskræmmede af
deres trygge Ro og anstillede Efterforskninger overalt, men
det var dem umuligt at opdage Noget; thi Hulens Ind-
gang var saa kunstigt skjult under Stubben af et Træ; at
det var umuligt udenfra at bemærke den. Man faldt
derfor omsider paa den Tanke, at Røveren eller Røverne,
thi man vidste ikke, om det var kun een eller flere, slet ikke
opholdt sig der i Egnen, men kun søgte derhen for at stjæle
og røve og siden begave sig bort igjen.
Saaledes forløb et Aar, som den bortførte Pige for
største Delen maatte tilbringe under Jorden. Kun i enkelte
Nætter, naar han havde forvisset sig om, at ingen Over-
raskelse var at befrygte, førte Røveren hende ud i Skoven og
vandrede med hende omkring i Maaneskinnet, for at hun
kunde nyde den friske Luft. I Førstningen bandt han hende
et Tørklæde for Munden, for at hun ikke skulde skrige, men
efter at hun var bleven vant til sin Skjebne og mere for
trolig med ham, lod han hende gaa foruden. Forresten
var han, efterat hun var bleven rolig, god og omhyggelig
for hende, gjorde hende saameget til Behag, som Omstæn-
dighederne tillode, og fortrøstede hende med, at han efter
et Par Aars Forløb, naar han havde samlet saamegen
Rigdom, som de behøvede, vilde drage ud af Landet med
hende og opgive sit hidtilværende Røverliv. Hun fandt sig
derfor i, hvad der ikke laa i hendes Magt at forandre, og
haabede paa en bedre Fremtid. Men denne kom for hende
ikke paa denne Jord. Hun var bleven frugtsommelig ved
ham, og da hun omtrent et Aar efter at hun var kommen til
Hulen, fødte et Pigebarn, døde hun selv.
Tilbage til Skodsbøl forside