Hen paa Vinteren var der en lidt ældre Ungkarl fra hendes Hjemegn, som begyndte at gøre hende sin opvartning, gav hende først en Cykel senere
en Symaskine i Gaver og bad hende saa komme saa de kunde faa Ring paa. Han havde et pænt lille Landbrug og kun sin gamle Mor at tage hensyn til.
Jeg synes det var saa spændende at drøfte det med hende, hvad det nu kunde blive til. Den store Kærlighed var det nu ikke, kunde jeg nok mærke,
men jeg synes heller ikke hun kunde tage mod Gaver uden at tage mod hans Tilbud. Hvad var det nok heller andet at vente paa, naar hun ikke skulde
tjene alle sine Dage ellers, saa hun kom da tilbage fra Besøget med Guldring paa, og hun sagde jeg skulde med til hendes Bryllup i Maj.
Den Vinter, jeg blev 18 Aar i Februar, var der jo afstemning, som jeg var for ung til at komme med til, men paa min Fødselsdag fik jeg lov at hejse det første Dannebrog i deres Have, saa det var en stor Dag.
Jeg kom kun Hjem paa Besøg saadan hver 3-4 Maaned, for det var besværligt dengang. Engang jeg skulde til Flensborg og faa taget Polypper, der var dengang ingen Special Øre- Næse- Hals Læge i Aabenraa eller Sønderborg. Rejsen var saadan: Med Lillebanen fra Løjt til Aabenraa med Hovedbanen fra Aabenraa med flere omstigninger til Flensborg, derfra tog jeg Damperen til Egernsund og gik Hjem til mine Forældre, som jeg maatte overnatte hos. Næste Morgen til Fods til Sønderborg, 9 - 10 Km. med Dampskib til Aabenraa. derfra ligesaa langt til fods til min Plads igen. Men hvad gør man ikke for at komme et smut Hjem.
Om Sommeren tog jeg den Tur med Dampskib, som lagde til ved flere Steder, et par gange. Den anden Vej med Lillebanen til Graasten tog længere Tid. Nu til Dags undrer man sig jo over at en Rejse fra Løjtland til Broager kunde tage saa lang Tid.
Jeg saa lyst paa alt, den gang Krigen var forbi, min Far var kommet godt Hjem, Sønderjylland var blevet dansk og man skulde til at nyde at være ung. Det var flinke Folk jeg var hos, indremissionske, men ikke med hævet Pegefinger, de var glade og kunde lave sjov med os. Der blev læst Bordbøn og sommetider læst op eller sunget Salmer eller Sange, men ikke noget trist noget og de Vinteraftener, Manden læste højt for os, var det Underholdning i den helt almindelige Stil.
Til Sommer kom saa de 2 Landbrugselever og en ny Forkarl. Eleverne fik Værelset, vi Piger havde haft, og jeg fik et lille nydeligt Værelse for mig selv uden Skraatag med rigtig Vindue. Nu var det bare det at de ikke havde faaet en anden Pige i stedet for hende, som skulde giftes, og hvis Bryllup vi var med til en festlig Dag i Maj Maaned, Mand, Kone, de 2 store Børn og jeg. En Kone passede Gaarden og den lille, for vi kørte tidligt om Dagen med Hestekøretøj den lange Vej nær Haderslev. Der blev saa taget ind til Mandens Søster, paa en Gaard i Nærheden og spændt Heste fra. Der fik vi Middagsmad og saa der fra til Kirken, og saa med Brudefolkene Hjem. Der var dækket og pyntet fint i deres lille Lo til et helt lille Selskab, og vi morede os med Sang og Sanglege i deres smukke Have, og jeg synes nu Anna, som jeg havde tjent sammen med hele Vinteren, havde faaet det godt med eget lille Hjem. Vi kom ikke Hjem til Gaarden før det næsten var Morgen, det var jo de lyse Nætters Tid. Da var den Lille vaagen, og Folkene skulde snart have deres Morgenmad, saa jeg naaede ikke at komme i Seng. Det var ogsaa en travl Tid, nu jeg
Den Vinter, jeg blev 18 Aar i Februar, var der jo afstemning, som jeg var for ung til at komme med til, men paa min Fødselsdag fik jeg lov at hejse det første Dannebrog i deres Have, saa det var en stor Dag.
Jeg kom kun Hjem paa Besøg saadan hver 3-4 Maaned, for det var besværligt dengang. Engang jeg skulde til Flensborg og faa taget Polypper, der var dengang ingen Special Øre- Næse- Hals Læge i Aabenraa eller Sønderborg. Rejsen var saadan: Med Lillebanen fra Løjt til Aabenraa med Hovedbanen fra Aabenraa med flere omstigninger til Flensborg, derfra tog jeg Damperen til Egernsund og gik Hjem til mine Forældre, som jeg maatte overnatte hos. Næste Morgen til Fods til Sønderborg, 9 - 10 Km. med Dampskib til Aabenraa. derfra ligesaa langt til fods til min Plads igen. Men hvad gør man ikke for at komme et smut Hjem.
Om Sommeren tog jeg den Tur med Dampskib, som lagde til ved flere Steder, et par gange. Den anden Vej med Lillebanen til Graasten tog længere Tid. Nu til Dags undrer man sig jo over at en Rejse fra Løjtland til Broager kunde tage saa lang Tid.
Jeg saa lyst paa alt, den gang Krigen var forbi, min Far var kommet godt Hjem, Sønderjylland var blevet dansk og man skulde til at nyde at være ung. Det var flinke Folk jeg var hos, indremissionske, men ikke med hævet Pegefinger, de var glade og kunde lave sjov med os. Der blev læst Bordbøn og sommetider læst op eller sunget Salmer eller Sange, men ikke noget trist noget og de Vinteraftener, Manden læste højt for os, var det Underholdning i den helt almindelige Stil.
Til Sommer kom saa de 2 Landbrugselever og en ny Forkarl. Eleverne fik Værelset, vi Piger havde haft, og jeg fik et lille nydeligt Værelse for mig selv uden Skraatag med rigtig Vindue. Nu var det bare det at de ikke havde faaet en anden Pige i stedet for hende, som skulde giftes, og hvis Bryllup vi var med til en festlig Dag i Maj Maaned, Mand, Kone, de 2 store Børn og jeg. En Kone passede Gaarden og den lille, for vi kørte tidligt om Dagen med Hestekøretøj den lange Vej nær Haderslev. Der blev saa taget ind til Mandens Søster, paa en Gaard i Nærheden og spændt Heste fra. Der fik vi Middagsmad og saa der fra til Kirken, og saa med Brudefolkene Hjem. Der var dækket og pyntet fint i deres lille Lo til et helt lille Selskab, og vi morede os med Sang og Sanglege i deres smukke Have, og jeg synes nu Anna, som jeg havde tjent sammen med hele Vinteren, havde faaet det godt med eget lille Hjem. Vi kom ikke Hjem til Gaarden før det næsten var Morgen, det var jo de lyse Nætters Tid. Da var den Lille vaagen, og Folkene skulde snart have deres Morgenmad, saa jeg naaede ikke at komme i Seng. Det var ogsaa en travl Tid, nu jeg
skulde klare den anden Piges Arbejde ogsaa, ikke malkning. Jeg vaskede nu alt op oppe i Køkkenet, kun Gryder kom ned i Kælderen. Vi havde
en Kone til hjælp til Vask og i Haven.
Naar Gaardejer og kone sov Middagssøvn, saa kom den yngste af Eleverne og tørrede Opvask af og hentede Vand ned i Gaardens Vandpumpe. Det kom vi saa godt ud af, at han sagde, jeg egentlig godt kunde blive hans Kone engang, det vidste jeg nu ikke rigtigt endnu, og sagde jeg vilde ikke gerne bo ude ved Vesterhavet, for jeg havde hørt der var der altid saa slemt Tordenvejr, og det var jeg meget bange for. Hjemmefra var jeg vant til, vi var bange for Tordenvejr, at det ikke slog ned i Møllen som var sammenbygget med Huset, desuden naar Vinden slog om i Tordenvejr, saa skulde de Nat eller Dag op og dreje Vingerne om i Vinden, og især i Krigens Tid, da Mor var alene med os, var vi meget bange. Naa saa sagde min unge Hjælper at hos dem drejede Tordenvejret altid af, inden det kom til deres Gaard. Mere blev det saa ikke af den Snak denne gang.
Der blev stadig søgt en Pige mere, men kom først til 1. August, saa der var nok at bestille. Saa vilde Røgteren heller ikke være der mere, og Manden maatte malke selv, nu var der nok kun en 8-9-19 Køwer, og saa meget Mælk havde de nok ikke efter Vinteren med Mund- og Klovsyge.
En Søndag da Forkarlen havde fri, og hele Familien var taget paa Besøg og ikke havde talt om, hvem der skulde malke, tog Eleverne ogsaa ud, og da der ingen kom til Malketid, saa dristede jeg mig til det, og det kunde jeg da ogsaa for en gangs skyld, men jeg var bange for Tyren som gik løs ude hos Køerne, saa jeg malkede Spanden saa fuld jeg kunde for ikke saa ofte at skulde hen og tømme den, men der var en Kvie, som lige havde kælvet, den kunde jeg ikke faa fat paa, og sagde det til Manden, da de senere paa Aftenen kom Hjem, og han sagde det kunde han som oftest heller ikke. 1. August da den unge Pige saa kom, fik jeg ikke meget tid til at lære hende at kende. Da det ikke skal være en Sygdomshistorie vil jeg kun fortælle at jeg blev meget syg, Forkarlen og jeg blev kørt paa Sygehus med Tyfus. Det viste sig at Brønden nede i Gaarden som lige var blevet renset, for Aar tilbage, ogsaa havde været Grunden til den Sygdom. Jeg blev pakket ind i Sengetøj bag i en Vogn og begge Husbondfolk kørte mig ind, samt Karlen, som kunde sidde op i Vognen. Det var en streng Tid med høj Feber, vi laa jo i Barakker, hvor smitsomme blev anbragt. Karlen kom forholdsvis rask fra det, men jeg fik i Tilgift Aarebetændelse først i det ene ben, som blev behandlet med varme Omslag, saa i det andet med kolde Omslag, og saa fik jeg en Blodprop i den højre Lunge og var snart opgivet.
Jeg havde dengang ingen anelse hvad en Blodprop var og var saa Syg, saa jeg snart ikke vidste af mig selv. Der var dengang i 1919 kun en Ørelæge
og en tysk Reservelæge paa hele Sygehuset, tilmed var der lige skiftet om til danske "Søstre" fra tyske, en Sygeplejerske fra Egnen
var blevet, saa hun kunde hjælpe dem til rette med Sproget, den tyske Læge kunde ingen dansk. Da de 2 Maaneder var gaaet, var der ingen mere af
Patienter i Barakken, og jeg var saa smittefri, at jeg blev flyttet til Eneværelse paa selve Sygehuset. Det var jo i sig selv en oplevelse. Alle
var ovenud glade og venlige mod mig.
forrige side
næste side 
Naar Gaardejer og kone sov Middagssøvn, saa kom den yngste af Eleverne og tørrede Opvask af og hentede Vand ned i Gaardens Vandpumpe. Det kom vi saa godt ud af, at han sagde, jeg egentlig godt kunde blive hans Kone engang, det vidste jeg nu ikke rigtigt endnu, og sagde jeg vilde ikke gerne bo ude ved Vesterhavet, for jeg havde hørt der var der altid saa slemt Tordenvejr, og det var jeg meget bange for. Hjemmefra var jeg vant til, vi var bange for Tordenvejr, at det ikke slog ned i Møllen som var sammenbygget med Huset, desuden naar Vinden slog om i Tordenvejr, saa skulde de Nat eller Dag op og dreje Vingerne om i Vinden, og især i Krigens Tid, da Mor var alene med os, var vi meget bange. Naa saa sagde min unge Hjælper at hos dem drejede Tordenvejret altid af, inden det kom til deres Gaard. Mere blev det saa ikke af den Snak denne gang.
Der blev stadig søgt en Pige mere, men kom først til 1. August, saa der var nok at bestille. Saa vilde Røgteren heller ikke være der mere, og Manden maatte malke selv, nu var der nok kun en 8-9-19 Køwer, og saa meget Mælk havde de nok ikke efter Vinteren med Mund- og Klovsyge.
En Søndag da Forkarlen havde fri, og hele Familien var taget paa Besøg og ikke havde talt om, hvem der skulde malke, tog Eleverne ogsaa ud, og da der ingen kom til Malketid, saa dristede jeg mig til det, og det kunde jeg da ogsaa for en gangs skyld, men jeg var bange for Tyren som gik løs ude hos Køerne, saa jeg malkede Spanden saa fuld jeg kunde for ikke saa ofte at skulde hen og tømme den, men der var en Kvie, som lige havde kælvet, den kunde jeg ikke faa fat paa, og sagde det til Manden, da de senere paa Aftenen kom Hjem, og han sagde det kunde han som oftest heller ikke. 1. August da den unge Pige saa kom, fik jeg ikke meget tid til at lære hende at kende. Da det ikke skal være en Sygdomshistorie vil jeg kun fortælle at jeg blev meget syg, Forkarlen og jeg blev kørt paa Sygehus med Tyfus. Det viste sig at Brønden nede i Gaarden som lige var blevet renset, for Aar tilbage, ogsaa havde været Grunden til den Sygdom. Jeg blev pakket ind i Sengetøj bag i en Vogn og begge Husbondfolk kørte mig ind, samt Karlen, som kunde sidde op i Vognen. Det var en streng Tid med høj Feber, vi laa jo i Barakker, hvor smitsomme blev anbragt. Karlen kom forholdsvis rask fra det, men jeg fik i Tilgift Aarebetændelse først i det ene ben, som blev behandlet med varme Omslag, saa i det andet med kolde Omslag, og saa fik jeg en Blodprop i den højre Lunge og var snart opgivet.
Jeg havde dengang ingen anelse hvad en Blodprop var og var saa Syg, saa jeg snart ikke vidste af mig selv. Der var dengang i 1919 kun en Ørelæge
og en tysk Reservelæge paa hele Sygehuset, tilmed var der lige skiftet om til danske "Søstre" fra tyske, en Sygeplejerske fra Egnen
var blevet, saa hun kunde hjælpe dem til rette med Sproget, den tyske Læge kunde ingen dansk. Da de 2 Maaneder var gaaet, var der ingen mere af
Patienter i Barakken, og jeg var saa smittefri, at jeg blev flyttet til Eneværelse paa selve Sygehuset. Det var jo i sig selv en oplevelse. Alle
var ovenud glade og venlige mod mig.forrige side
næste side