Hedvig Tychsens beskrivelse af haven

Uddrag af Hedvig Tychsens (født Høck) erindringer:
Foran stuehuset, som var sammenbygget med møllehuset, lå der en helt rund blomsterhave med et tjørnehegn om og en vej uden om hele haven, for at de hestevogne, som kom til møllen, kunde køre rundt om den og ikke komme i vejen for hinanden.

Tjørnehegnet blev klippet ned så tilpas, at der var oversigt. Midt i haven stod der et dejligt kirsebærtræ på en lille græsplæne, og langs indersiden af hegnet en rabat med flere slags blomster og hegnet af et buxbomhegn, som også skulde klippes af og til; så en gangsti med grus mellem græsplænen og blomsterne, og der blev hver lørdag revet fint, både stien, rundt om havens buske og udenfor stuehuset, hvor der stod en havebænk, som blev brugt aftener og søndage, når der ikke var trafik til møllen.

For enden af stuehuset var der en smal strimmel jord, hvor vi kunde fornøje os lidt, der var en træ veranda, hvor det var tradition, at vi pinsemorgen fik kaffe og rundstykker, og det gaves der kun pinsemorgen. Da den lå langt fra køkkenet, var det ikke så ofte , at vi spiste der, men det kunde da ske. For os børn var det et godt sted at lege, der var sand og grus, og vi havde vores gynge der, - der stod et pæretræ, et stort et som bar 3 slags pærer, som det var podet med, og der var altid mange pærer på, først de grønne sommerpærer, så Grev Molkte pærer, og så henkogningspærer sidst.

Afslutningen af det hele, en bue med en hvid slyngrose, som jeg som barn syntes var så sød, og som hegn til sidst syrenbuske. Ud til vejen var der tjørnebuske, lige som omkring den runde have.
Når der var stærk blæst, var det meget ved at være ude foran huset, når møllevingerne susede så nær ved; så havde vi gårdspladsen på den anden side af huset og møllen; den var temmelig stor, for der skulde også de køretøjer, som kom og hentede det malede korn, kunde vende om.

Neden for gårdspladsen lå den lange ladebygning, hvor der var huggehus, d. v. s. værksted eller hobbyrum til alt muligt og et hejseværk til et kornmagasin på loftet; der havde vi også en gynge, og vi legede der ved dårligt vejr, så kom hestestalden, loen og grisestien, og så først på den anden side af laden lå køkkenhaven, hønsehus, hønsegård og mødding, og så var der ikke meget der blev tilovers til køkkenhave. Desuden var der i den sidste del af laden en lille lejlighed, som blev lejet ud, og lejerne skulde også have en lille del af køkkenhaven. Et plankeværk af

træ afgrænsede haven fra mødding og hønsegård, haven var et beskedent lille stykke, når jeg tænker tilbage på den. Rabarber, stod på samme sted altid, og ellers først og fremmest plads sat af til de nye kartofler, tidlige, som havde været sat til forspiring, og som var en særlig velkommen delikatesse på et stykke brød eller i den særlige sønderjyske ret, snysk, som var sommerens bedste; nye kartofler, gulerødder og ærter blev kogt sammen og kommet ned i en med mel jævnet mælkeblanding som suppe og strøet med persille og spist med ske med røget skinke til, en herreret for de voksne,  min store gru som barn, der blev ved med at være det. Eller som nogen brugte det, at bage det vand som grøntsagerne var kogt i, op med mel og smør til en stuvning, der blev spist med kniv og gaffel. Som suppe syntes jeg, det var persillesovs, man skulde spise med ske, og jeg kunde ikke lide det; det var da også mærkeligt at smide kogevandet fra grøntsagerne væk og erstatte det med mælkesuppe, men det er endnu i dag blandt ældre den herligste ret.

Nu var der kun det ene bed med ærter og gulerødder og ikke mange af de første helt nye kartofler, så det var en begrænset tid, den ret blev serveret, og med det samme de urter blev taget op, blev der plantet grønkål, og suppeurter manglede aldrig, men det var også det hele i den lille køkkenhave. Så var der hist og her et lille hjørne, hvor der stod et par ribs- og solbærbuske. Hyldebær og brombær blev plukket i hegnene rundt omkring, især hyldebærsaft blev der kogt meget af, hyldebærsaft ved forkølelse og hyldebærsuppe gaves der ofte om vinteren, tørrede hyben brugtes til hybensuppe; fik vi æblesuppe, var det ekstra godt. Vi havde kun 2 æbletræer, det ene bar et dejligt, rødt, tidligt sommeræble, som det var strengt forbudt at spise af, før de var modne; selvfølgelig kunde vi børn ikke stå for fristelsen, så mens de voksne sov middagssøvn, sneg vi os til at hente nogen og gemte os på høloftet for at spise dem med ikke helt ren samvittighed. Det andet æbletræ bar et kogeæble, der var så surt, at dem skulde vi nok blive fra. De to æbletræer stod i en lille græsmark bag køkkenhaven.

Agurker til syltning blev købt, gulerødder og selleri blev lagret i en sandbeholder, grønkål stod ude hele vinteren, og porrer blev gravet lidt ned. Sådan var  ved den tid de fleste småhaver; kun bønderne kunde gøre mere ud af deres haver.