Da jeg var barn, havde vi kun det daglige tøj, som var søndagstøjet, der var slidt ned til at være skoletøj, og
det blev skiftet, så snart vi kom fra skole. Så var der bedstetøjet, som ikke blev så hurtig slidt op, i hvert fald så
længe vi ikke gik i skole, da kom vi ikke så mange steder. Min fars plejemor, som jeg var opkaldt efter, og som sad ret godt i det,
forærede mig af og til tøj til en kjole. Det var altid noget godt og fint stof, som kunne holde længe. En gang som 4 - 5 årig
fik jeg et fint stykke uldstof i forskellige farver og mønstre, og den kjole holdt længe, først til fint, så til søndags
og siden til skolebrug. Der var altid så meget stof med, at der var til forlængelse og nye ærmer med tiden. Da jeg fik den til skolebrug,
blev den så tyndslidt bagpå, at nederdelen måtte vendestil at være foran, men til sidst blev den så udslidt, at den endte i
kludeposen. Til min undren så jeg kort efter at kludemandens lille pige havde den på, de har nok syntes, den var så køn,at den
skulle slides til sidste trævl. At jeg særligt husker den kjole, skyldes nok, at jeg blev fotograferet i den sammen med min barnepige og
mine to brødre. Den gang blev man jo stillet op til fotografering, min bror med en legetøjshest og jeg med en buket blomster. Min lillebor
på et år, som min barnepige holdt på armen bag ved mig, begyndte at kildre mig i mit fine udslagne hår, og det kom jeg til at
smile af. Bagefter fik jeg megen skænd, fordi jeg havde ødelagt fotografiet ved at smile, og jeg brød mig slet ikke om at se det.
Som voksen har jeg syntes, at det var meget naturligt med en lille smilende pige i sit fine tøj. Jeg har endnu en kjole, som jeg fik af grossmutter,
af fint mellemblåt tøj med lægget nederdel og overdel med smukke borter. Når jeg var hos hende i ferien, fik jeg altid nyt
forklæde eller maskinstrikkede, bløde strømper, som jeg var meget glad for, fordi de var brune.
Vi kom ikke så tit til læge, men der var mange hjemmeråd, som vi ikke altid var så glade for. Når vi fik mavepine,
fik vi "cronessen" på et stykke sukker og skulle lægge os på maven. Når vi havde ondt i halsen, fik vi vores sorte, uldne
strømpe på, med en fugtig strømpefod,efter at vi havde haft den på hele dagen. Hvad den ikke kradsese på benene,
sådan en tyk, hjemmstrikket strømpe, det gjorde den i hvert fald om halsen, så det var vores skræk. Det kunne også ske, at
vi fik et stykke røget flæsk om halsen, med et bind udenom. De sorte strømper var os til stort besvær, også i andre
retninger. Vi gik jo altid i træsko og kom tit til at sparke os selv eller blev sparket af andre, når vi legede. Da gik der sommetider
betændelse i sårene, som hang fast i de strikkede strømper, og vi var ikke så flinke til at fortælle om det, for så
skulle vi bare have strømperne vasket, og så kradsede de endnu mere. Jeg havde også uldne strikkede underbukser på om vinteren,
uden noget under. Det var en lidelse, men en gang kom der en uldhandler med maskinstrikkede uldne bukser også sorte, men meget bløde, og
jeg var lykkelig, da jeg fik lov til at få et par. Om sommeren gik vi i knæstrømper af bomuld og sko. Barbenet måtte vi kun
gå, når det var rigtig varmt og kun derhjemme, ellers hørte det sig ikke til, og langt mindre måtte vi smide noget
af tøjet.
En sommer fik jeg lungebetændelse og havde læge tre gange. Så måtte jeg heller ikke mere få de korte bomuldsstrømper
på. Sommeren igennem gik jeg med strikket undertrøje i stedet for at få sol på den bare krop, men det anså man ikke for
at være sundt. Det skete, at vi i middagsstunden, når de voksne sov, smed det meste af tøjet, men vi skyndte os meget med at få
det på igen, så de ikke så det.
Min bedstefar gik altid med en lang ulden skjorte og over den en stribet bomuldsskjorte, han smed højst vesten, for som han sagde:"hvad der er
godt mod kulden, er også godt mod varmen". Min bedstemor gik om sommeren med store solhatte for endelig ikke at blive brun.
Jeg har tilbragt min barndom i det århundrede, hvor der nok er sket mest, skønt ethvert har haft fremgang. Det gælder især,
når jeg tænker på den sexualundervisning, børn får nu. I min barndom var det næsten strafbart at omtale den slags
ting. Det blev i al hemmelighed os børn imellem kaldt svineri, hvilket vi troede, det var, når de voksne tog så megen afstand derfra,
at det ikke på nogen vis måtte drøftes med os. Så måtte det jo drøftes indbyrdes med skræk for, at det blev
opdaget. Lægebøger og den slags blev låst inde, og når der blev læst højt om aftenen af en bog, og der var noget
af den slags, blev det omhyggeligt forbigået. Det var meget tydeligt, når nogen "spændende" blev sprunget over, og så var jeg meget
ivrig efter i smug at få fingre i den bog. Jeg kan huske, at det en gang drejede sig om " Grevinde Danner". Da jeg gik i anden klasse og vi havde en
ung tysk lærer, spurgte han os en dag om, hvor de små børn kom fra. Han fik mange forskellige svar som f. eks.: De kommer med storken,
mor henter dem nede i mosen, jordmoderen har dem med i tasken o.s.v. Nu kunne jo ikke alle udtrykke sig rigtig på det tyske sprog, men jeg blev så
irriteret over den megen spørgen, så pludselig sagde jeg, på tysk:" Jeg tror de små børn kommer derfra, hvor de små
grise kommer fra den store so". Så spurgte han ikke mere,men jeg blev så forskrækket over, hvad jeg havde sagt, at jeg havde den
sorteste samvittighed. Efter et par dage forsøgte jeg at fortælle min mormor, at en dreng i skolen havde sagt det, jeg havde sagt, og hun
svarede:" Hvad tror du dog, hans mor vil sige, når hun får det at vide". Jeg havde det slemt i lang tid, gik rundt og var bange for, at det
ikke skulle blive opdaget, hvad der var sket, men der var nok mange børn, som ikke kunne følge med i tysk endnu, eller også havde
de ikke fortalt noget hjemme, så der skete ikke noget. Da jeg blev ældre og vovede at spørge, fik jeg det svar, at sådan noget
snakkede man ikke om, det var simpelthen tabu i min barndom.
Mit barndomshjem var et møllehus, og vi var vante til vingernes sus.Det var hverdag for os og også leg. Når solen skinnede, legede vi
med at hoppe over vingernes skygger, der kom og gik. Vi elskede, når vi fik lov til at komme ind i møllen. Der lugtede så godt af korn,
der blev malet til mel. Ved fyraften blev vingerne tøjrede med kæder og en kanonkugle fra 1864 som stop. Men i torden syntes møllen over
os stor og farlig og det samme i storm. Da måtte min far tit op om natten for at kontrollere, at fortøjningerne holdt. Møllen var hans
arbejde og ansvar både dag og nat. Møllen var mit hjem, men der var jo også min barndomsby med den gamle bondegård med et storkepar
i reden på taget. Med drejeren, der lavede de bedste ting, men det fineste var nu hans gyngeheste, syntes vi børn. Med skomageren i sit
fattige bo, hvor han sad med læst og pløk, og han fik altid hjælp, når det kneb. Vi kunne opleve meget på vej til skole.
Fra et lille hus lød de taktfaste stød fra en gammel kones væv. Smedens ildsted lyste varmt, mens det klang fra hammer og ambolt.
Udenfor stod heste og stampede utålmodigt, mens der blev hamret nye sko. På sit bord ved vinduet sad skrædderen og fløjtede,
mens han tråede sin nål. En kæmpekringle viste vej til bagerens butik. Snedkeren havde travlt i sit værksted dagen lang,
men det hændte, at der om aftenenkom andre lyde derfra end fra hammer og sav. Det var, når brandværnsorkesteret øvede sig,
og det kunne vi børn godt lide at lytte til. Der var maler og hødker og en slagter, som med hest og vogn kørte langt omkring,
mens hans kone passede butikken. Hjulmageren havde sit hus på en skrænt, hvor vi kælkede lystigt, når sneen lå højt.
Byens samlingspunkt var vores kro. Der lærte vi dansetrinene som små og kom siden til mangen fest. Vi havde banegård og tog, det var
det mest moderne, der kom til i vores barndom. Nu er tog og skole nedlagt, mølle og håndværkere findes ej heller mer.-
Min barndomsby har skiftet karakter.
tilbage til møllen