En af Røverne sprang til og holdt hans Arm tilbage,
idet han forlangte, at Alle skulde afstemme, om hun skulde
leve eller døe.
Der opstod nu en frygtelig Raadslagning; den af
dødelige Angst ligblege Pige laa imidlertid nedkaste paa
Hulens Bund, medens hendes barbariske Fader satte sin ene
Fod paa hendes Bryst.
Røverne talte for og imod hendes Aflivelse, men efter
en lang Drøftelse af alle Omstændigheder blev den al-
mindelige Beslutning tilsidst dog den, at hun maatte leve,
hvis hun paa Høitideligste vilde love, aldrig mere at
tænke paa hvad hun havde yttret, og endmindre forlange
Noget i den Retning. Der blev tilføiet, at hvis hun i
allerfjerneste Maade foretog Noget, der enten gik ud paa
at unddrage sig sit hidtilførte Liv eller blot røbe det for
Andre, saa skulde hun blive dræbt paa den pinefuldeste
Maade, som kunne udtænkes.
Den af Angest halvt afmægtige Pige lovede Alt,
hvad man forlangte af hende, hvorpaa hendes raae Fader
lod hende staae op, og befalede hende at søge hendes Leie.
En af de følgende Dage vovede et Par af Banden sig
ud og kom den paafølgende Nat tilbage med et Anker Viin,
som de havde stjaalet fra en Vogn, der holdt udenfor en
Kro. Denne Fangst gjorde Røverne meget glade, og de
bleve enige om, at et Drikkelag skulde afholdes næste
Dags Aften. Maren skulde om Dagen gaae til Broager
for at hente Adskilligt, hvormed de vilde gjøre sig tilgode.
Da hun kom til den unge Handelsmand i Broager
fortalte han hende, hvorledes han Dagen tilforn havde
været til Bryllup hos en Ungdomsven, der var bleven gift
med en Pige, som han elskede, hvor lykkelige de Nygifte
følte sig, og hvor glædefuldt et Liv de imødesaae. Han
skildrede derhos med naturlig Veltalenhed al den Lykke,
som en saadan Forening bringer et Par Elskende, og
erklærede, at han for sit Vedkommende ikke kunne tænke sig
nogen større Lyksalighed paa denne Jord end et saadant
Samliv.
Hans Ord faldt som Gnister i Tønder i den unge
Piges Hjerte, og opflammede en Kjærlighed til den unge
Mand, hvorfor den Godhed og Velvilie, hun hidtil havde
følt for ham, havde været en Forløber. Hun betragtede ham
med kjærlige Blikke og glødende Ansigt, men midt i
hendes høje Sjælefryd faldt hendes rædselfulde Stilling
hende i Tanker, og hun brast i den heftigste Graad. Den
unge Mand ilede hen til hende og spurgte med den inderligste
Deeltagelse, hvad der i hans Tale havde bedrøvet hende
saa meget. Da hun taug, greb han hendes Haand og søgte
med kjærlige Ord at berolige hende. Efter at hun havde
grædt længe, opløftede hun de taarefyldte Øine til ham, og
deres Blikke udtalte den gjensidige Tilstaaelse, som de
ikke fandt Ord for. Den unge Mand sluttede hende i sin
Favn, fortalte hende, at han alt i lang Tid havde elsket
hende, og at hans Fader, hvem han havde underrettet om
sin Kjærlighed, havde givet sit Samtykke dertil, saa at kun
Invilligelsen fra hende og hendes Forældres Side
manglede, for at de kunde blive lykkelige.
En kramagtig Gysning foer ved disse Ord igjennem
den unge Piges Legeme, hendes Ansigt blev ligblegt, og
med et stift Blik af de vidtaabnede Øine sagde hun med
klangløs Stemme:" Jeg Ulykkelige! Og ulykkelig Du!
vidste Du, hvorledes jeg er stedt, saa vilde Du ikke have
talt som Du gjorde! Spørg mig ikke, thi der er lagt en
Laas for min Mund, saa jeg aldrig tør vove at tale! Og
vidste Du, hvem jeg og min Fader ere, saa vilde Din
Kjærlighed strax forvandle sig til Afsky og Had!"
Tilbage til Skodsbøl forside