I pinsen plejede vi hjemme at tage en udflugt, som vi glædede os meget til. Den foregik i hestekøretøj til forskellige steder, hvor
der var fest og musik, og vi sad udenfor og fik kaffe og kager. En gang var vi også med damper til Lyksborg. Det var næsten en heldagstur,
og vi havde madpakke med, men kaffe og sodavand hørte med til udflugten.
Påsken havde også sine traditioner. 1. påskedag, når vi havde været i kirke, og forældrene havde fået
deres middagssøvn, så var der gemt mange påskeæg i haven. Det var nok mest kogte og malede æg, men også fine
sukkeræg iblandt. Dem var påskeharen kommet med, derfor skulle vi lege stille nede i engen i middagsstunden, så vi ikke
forskrækkede den.
Julen var og blev den bedste fest hele året, især så længe vi troede på julemanden, men når vi kom i skole, svandt
troen på ham jo lidt. Vi fik aldrig juletræet at se før efter maden, som bestod af haresteg med kartofler og sovs, stuvede roer og
syltetøj. Dessert kendt vi ikke, risengrøden blev spist til middag. Vi bad daglig bordbøn til middag, og så snart vi
børn havde lært den, skulle vi gøre det, men juleaften gjorde min far det. "Tak oh gud for dine gaver, som vi her ser for
os stå. Tænk på dem, som ikke have mad for sine små. At vi her så trygge bo og får mad i fred og ro, deraf vi din
godhed kender og hver tak til dig opsender. " Jeg kunne slet ikke tænke mig, at nogen ikke skulle have det godt en juleaften. Mine
bedsteforældre var altid med, og når der var vasket op efter maden, kom det store øjeblik, da min lillebror måtte åbne
døren ind til det store eventyr, vi syntes, det var, med et lille så fint pyntede træ, som stod i et hjørne af dagligstuen
med gaverne nedenunder. De var ikke pakket ind og ikke i store mængder som nu til dags. Bare der var noget med dukker til mig, så var jeg
lykkelig. En gang sad der en fin dukke med hvide støvler og strømper og en fin kjole. Den kunne sige mamma, når man trykkede den i
nakken under håret. Den var købt i Flensborg, men efter den første overraskelse elskede jeg min gamle dukke endnu mere og lod gerne
den anden sidde til pynt. Mine brødre fik dyr og stald, og som i " Peters Jul" sad vi juledag og legede med vores gaver, mens de andre
var i kirke. Når vi juleaften havde beundret juletræet og vores gaver, læste far julevangeliet, og vi sang flere julesange. På
juletræet hang altid røde æbler, som vi fik,når træet kom ud. Slik var der aldrig på træet, for min mor var meget
prober (somme tider for meget)hun syntes ikke om det, men vi fik dog alligevel nødder, marcipan, appelsiner og pebernødder.
Der blev bagt 6 - 7 slags småkager til jul, vi fik en eftermiddag hos bageren, hvor vi måtte komme og få dem bagt. Vi måtte
selv lægge dem på pladen, og da vi børn blev større, måtte vi hjælpe til med fint rent forklæde og rene
hænder. Til julen hørte også æbleskiver og klejner.
Krigen 1914 afbrød den bedste del af vores barndom. Min far skulle med fra første dag, og min mor var meget ulykkelig over det. Den første jul under krigen ville hun ikke holde for os, men den blev holdt hos min bedstemor.
Vi var lykkelige for den jul, selvom vi vidste, at han skulle af sted om tre uger igen. Den jul fik jeg en poesibog og en salmebog, og min far havde
skrevet i poesibogen og mit navn i salmebogen, jeg skulle konfirmeres om foråret. Hvor knapt det blev med føde, brændsel m.m. i
krigsårene, er der jo skrevet nok om, men vi holdt endda længere ud, fordi vi havde sparet lidt mel og gryn sammen. Vi havde ret ofte
besøg af politiet på møllen, de skulle kontrollere, at der ikke blev malet mere mel end bestemt af myndighederne, men lidt kunne
der jo snydes.Vi havde for år tilbage afskaffet køerne. Til sidst fik vi en ged, som vi var meget glade for, den gav dog lidt mælk. Bønderne måtte ikke mere sælge mælk, alt var på rationeringsmærker. Som man kan vænne sig til alt, så vænnede vi os også til det, men det værste var en gang, vi ikke havde flere kartofler og måtte spise stuvede roer i 14 dage, for brød havde vi heller ikke nok af.
Da krigen kom, var jeg flyttet hjem til min mor, og nu blev hun først rigtig mor for mig. Jeg havde tit lidt dårlig samvittighed over
for min bedstemor, som ikke ville af med mig, men jeg syntes, at nu hvor far var væk, trængte min mor til mig.
Når der var stormvejr, og vi ikke turde gå i seng af skræk for at møllevingerne skulle løbe løbsk, sad vi i et
lille værelse med en lille kakkelovn for at spare på brændslet, ofte over den hele eller halve nat, som stormen nu var til, og vi fik et
stykke rugbrød og en kop rugkaffe ekstra, når stormen lagde sig lidt. Blev stormen for streng, gik vi hen til bedsteforældrene og sov.
Møllevingerne blev ikke set meget efter i krigstid, og at få en knækket møllevinge ned over sig var ikke rart at tænke
på. Min mor, som havde en rengøringsdille med sit hus, fulgte ellers med tiden, som den var den gang.
Vi fik kun bad om sommeren, når vi gik i vandet. Ellers nøjede vi med at vaske ansigt og hænder til daglig, hals og ører og
fødder om lørdagen. Vi fik rent linned og strømper hver 8. dag om sommeren og hver 14. dag om vinteren. Kjolen blev skiftet, når
vi kom hjem fra skole, vi brugt samme kjole hele vinteren, og et forklæde skulle helst vare 14 dage. Det værste var de hjemmestrikkede
underbukser og strømper af sort uldgarn, som kradsede. Vi fik fri fra skole om sommeren for at gå ned og bade. Kun læreren havde
badebukser og badede sammen med drengene. Vi piger badede uden noget et sted for os selv, og vi nød at få et bad.
forrige side
næste side 