Mine Barndoms-erindringer. - del 4

Sommetider kom der en møllebygger og hans svend og tog ophold i længere tid, når der skulle en ny møllevinge til. Træet til vingen havde først ligget en tid på et savværk hos en "drejer", så det kunne tørre og blive barket af, og så blev det kørt hjem, når møllebyggerne kom.Det var jo alt meget spændende for os børn, især når arbejdet nede på jorden var færdigt, og vingen skulle hejses op. Så kom der hjælp fra hele nabolaget, og når arbejdet var vel overstået, skulle de alle have mad, så mor havde travlt. Møllebyggerne var fra Als, så de boede også hos os hele tiden, mens arbejdet stod på og tog kun hjem fra lørdag aften til mandag morgen eller når det var regnvejr, men det var morsomt at have dem, for det var flinke folk.

Børnene på landet har det nok bedre end dem i de store byer, de oplever flere forskellige ting. En stor forandring i mit liv var det, da vores barnepige blev konfirmeret, og hendes bedstemor havde skaffet en plads i Sønderborg, hvor hun boede. Jeg savnede hende meget og holdt forbindelse med hende hele livet. Det er vist kun godt at have noget at bestille, men jeg synes alligevel, at der blev forlangt meget af sådan en lille pige dengang. Der var jo både mor og mamma, der ville bestemme over hende.

Far havde vist haft gode år som møller, for han købte et pænt stort hus i nærheden til mine bedsteforældre. Efter 7 år kunne der da heller ikke blive ved med at være to møllekoner. Bedstemor ville kun med til at flytte, hvis hun fik mig med og iøvrigt fik alt aldeles som min mor, stadsstue, dagligstue, to soveværelser, køkken, bryggers, spisekammer o.s.v. Desuden var der en lille lejlighed, som de lejede ud til et par ældre folk, og der var en lade med plads til brænde og til et par grise, som de kunne fodre op og sælge. De fik gratis korn til grisene, og ligeledes fik de brød og mel og gryn, æg og slagtemad. De fik vasket, og bedstefar fik løn for at hjælpe til på møllen, men der var vist megen splid fra min bedstemors side, før hun veg pladsen.

Samtidig med dette skulle jeg i skole. Den unge lærer kunne kun tysk, og vi kunne kun dansk. Der var tre klasser sammen i en, som blev kaldt lille klasse, og der var nok omkring 30 børn. Lærerne havde tyske navne som Franzen, Schacht o. lign., men overlæreren hed da Hansen. Han underviste 7 - 8 børn i dansk et par timer, om det blev forlangt, men det foregik efter skoletid, og var af den grund ikke så efterspurgt. Disse elever lærte at læse og skrive dansk, og de lærte danske salmer. De var også de enest, der blev konfirmeret på dansk. Alt det gik vi børn ikke så meget op i, mere at vi skulle lege tyske sanglege i skolegården. Forskellen viste sig mest på kejserens fødselsdag d. 27. 1. Den dag skulle vi kun komme og synge. De rigtige tyskere havde deres fineste tøj på, vi andre kom vi vores almindelige skoletøj. En gang, da der lå megen sne den dag, skulle jeg tage mine snørestøvler på for ikke at få sne i træskoene og sidde med våde fødder, men alene det var slemt. De særlig dansksindede tog deres usleste tøj på og pudsede ikke deres træsko. Når vi skulle synge Schleswig - Holstein visen, så kunne de finde på at synge en sønderjysk parodi, og læreren gik langs med rækkerne for at høre, hvor det kom fra. Men ellers kom danske og tyske familier til aftenkomsammen, hvor man fik en masse forskellige kager. Mændene spillede kort og fik grog og konerne strikkede.

Lærerkonen kunne strikke en hel strømpe på en aften, de havde også mange børn. Lærerkonen havde håndarbejdstimer i skolen, deres store børn gjorde rent i skolestuen, og selve overlæreren gjorde rent i de gammeldags WC'er. De havde to geder, som græssede i hegn og ved vejsider. Desuden var han ansat i en slags forsikring, så de lærer har nok ikke fået alt for meget i løn. De fleste af deres børn var næsten voksne, da jeg gik i skole, der var kun 4 - 5 små børn. Den anden lærer havde en lejlighed øverst oppe på skolen, hvis han var gift. Den yngste havde kun et værelse med en lille forstue og et ganske lille soveværelse. De to lærere gik ned på kroen og spiste i middagspausen, hvor vi, der ikke havde så langt til skole, gik hjem og spiste. Jeg misundte de børn, som boede længere væk og havde madpakke med. Jeg holdt meget mere af brød, men vi skulle spise middagsmaden, ellers fik vi heller intet brød om aftenen. Det var ikke sundt at spise for meget brød, sagde man. Jeg fik sommetider nogle ekstra stykker, når jeg gik hjem til far og mor, og selvfølgelig gik jeg hjem og legede med mine brødre, men jeg havde at lystre min bedstemor, det var lidt dumt at høre hjemme to steder.

Skolen var som altid - somme tider var man glad for det, og somme tider blev man drillet og gjort fortræd, når man fulgte med i undervisningen, så var man bare lærerens kæledægge. Der var jo mange slags børn i sådan en landsbyskole. Folk havde mange børn den gang, vores overlærer havde 12, og det havde de også på den nærmeste bondegård. Der var mange børn på teglværkerne og med mange forskellige navne, da der var flere indvandrere fra Polen og det tyske.
Der var da også af og til fest på skolen. Vi holdt en fin julefest i det største af de tre klasseværelser, hvor vi spillede teater. Byens malersvende havde malet kulisserne, men en gang, da jeg var den yngste medvirkende som 9- årig, antændte en lampe kulisserne. Trods virvaret af forældre, børn, nisser, engle og julemand blev ilden hurtig slukket, og der blev anskaffet en ny belysning. Der blev sunget salmer, og til slut fik vi en appelsin og et julekagedyr. Vi havde også en meget smuk sommerfest, der begyndte med, at nogle af børnene gik rundt til folk om lørdagen og bad om blomster til den store krans, som blev bundet i lærerens vaskehus af fire af de største drenge, som skulle konfirmeres om vinteren. De skulle gå med den foran optoget, med brandværnsorkesteret i spidsen. Andre børn gik rundt til bønderne og spurgte, om de ville bringe brød og kander med mælk til aftensmaden. Vi skulle alle samle papir og affald i gaderne, så der kunne være pænt til den store dag. Om søndagen klokken et mødte vi i skolen, og med musik i spidsen gik det gennem hele byen hen til kroen, hvor vi fik kaffe og kager for 35 pfennig, som vi selv skulle betale. Der skulle de store konfirmandpiger skænke kaffen, med et lille hvidt forklæde på i dagens anledning. Efter kaffen gik turen til, stadig med musik til, videre til en af bønderne, hvor folk, som ville, fulgte med, særlig familier. Der blev leget sanglege, og der holdt en vogn med øl og sodavand og en kagekone med sine kager. Til aften gik det hjem til kroen igen, stadig med musikorkesteret, som efter aftensmaden spillede op til dans. De store fade med brød og kanderne med mælk blev tømt, og læreren holdt en tale og sagde tak for hjælpen og tak til musikken. Vi havde fri i første time dagen efter, og det var i det hele taget sommerens højdepunkt for os børn.

forrige side               næste side