Forkiølelse

        160.
Forkiølelsesfeber, Fladfeber.
Denne grasserer bartad hvert Aar, om Ef-
teraaret i det raa, fugtige Vejr, og om Foraaret
ved de skarpe østlige Vinde. Den der har reent
Blod, et sundt Legem, og lever ordentlig, har
ingen nød dereaf; og, om han endog ved en li-
den Fejl forkiøles, slaaer sig dog ingen mærkelig
Feber dertil, men det gaaer over efter et par Da-
ge. Den derimod, som enten har svægget sig
ved Vellyst, Nattesvir, uordentlig Levnet i
Mad og Drikke, eller har megen Skarphed
i Blodet, han faaer det værre; hos ham indfin-
der sig Hovedpine og Feber om Aftenen, Hede
og undertiden Sved om Natten; Madlysten for-
gaaer ham; han føler stærk Tørst, Træt- og Mat-
hed, endog ved rige Arbejde, og Ulyst til ethvert
Foretagende. Er Tungen reen, eller kun lidt
hvid, Smagen ikke bitter og uden Qvalme, og
Feberen tillige ikke hæftig, da behøver man ikke,
at giøre andet, end hvad som raades mod Feber
i Almindelighed, 155. Men følger det tilli-
ge stærk Værk i Lemmerne, megen Hede uden
Sved, og Feberen lader saaledes til, at være
nær ved at blive Betændelsesfeber, da bruges
den mod saadan Feber i 137. angivne Kur.
Skulde Tungen fra først ar være meget hvid eller
guulagtig, Smagen bitter og med Qvalme, og
Hovedpinen tung; da har Sygdommen Tilbøje-
lighed til at blive en Galdefeber, og bør behand-
les saaledes. S. . 168. (Imod Forkiølses-
feber bruger man gerne Kamferpulvere, nemlig
femten Gran renset Salpeter, ligesaameget
Sukker, med en halvt Gran Kamfer og et halvt
Gran Mineralkermes, hvilke Pulvere gemeenli-
gen befordre en jevn Damp, hvoeved den Syg-
domsmaterie, som er tilstede i Forkiølelsesfebre,
kommer ud af Legemet. Men ved disse Pulve-
res Brug bør man vogte sig for at nyde den al-
lermindste Syrlighed. T.)
Tilbage til Skodsbøl forside
næste side
Kilde: Slesviske Folkesagn (fra Google)
.