Her boede tidligere Jürgen Thoysen som var
Skrædder, smed og Inster med land. Han har sandsynligvis bygget huset. Han var gift med
Cathrina Maria Nissen fra Smøl.De fik børnene:
Peter (18/12 1785 - 25/5 1855)
Peter blev smed og blev gift med Catharina Margaretha Nielsen fra Broager. De overtog forældrenes hus og forretning.
Christian (14/2 1789).
Han blev også smed, og giftede sig med Maren Iversen fra Stenderup og er sikkert flyttet til Stenderup, Nybøl ( det er i
hver til fælde der de er døde og begravet) .
Peter og Catharina drev landbruget og smedeforretningen videre efter forældrene. De fik i alt 5 børn,
men de fleste døde tidligt:Jürgen,
født 11/2 1812 blev kun 2 år.
Jürgen,
den næste kom også til at hedde Jürgen han blev født 23/11 1814 og døde som 16 -årig.
Christian Nicolay
født 5/6 1824 døde i 1858, han blev uddannet som handelsfuldmægtig .
Metta Cathrina
blev 45, hun døde i 1864, hun var gift med møller Nicolai From fra Broager mølle.
Hans Peter Thöysen
(4/4 1817 - 10/5 1890) blev smedemester og førte forretningen videre. Han blev gift med Catharina Maria Andresen - Møller fra
Skodsbøl
se folketælling fra 1845) .
Hans Peter og Catharina fik 2 sønner, samt 2 dødfødte udøbte børn. :
Christian Thoisen
(19/9 1849). Da Christian var 24 år blev han gift med den kun 19 år gamle Birgitta Marie Petersen fra Skodsbøl
(hendes far var gårdmand Peter Andresen Petersen) .
Peter Thoisen
(21/7 1846) skulle, som ses af ovenstående, pr. tradition være smed, og kom også i lære hos Chr. Clausen i
Adsbøl. Det var dog ikke forældrenes ønske, idet han som
14- årig mistede synet på det ene øje. De ønskede at han skulle være dyrlæge, dels fordi det er
svært at ramme ordentligt med en hammer , når man mangler synet på det ene øje, dels fordi han var velbegavet.
Han oplevede krigen i 64 på nært hold i Adsbøl, hvor han skriver: "Jeg måtte da også skærpe heste hele natten mellem Fastelavnslørdag og hele søndagen med, men det forslog kun som en dråbe i havet."
Han beskriver også hvorledes han mandag aften ødelægger fænghullet i en stor dansk bronzekanon som var væltet i Adsbøl ( for at tyskerne ikke kunne bruge den).
I foråret 65 udvandrede han, som mange andre håndværkere til Danmark og fik arbejde i
København. Her deltog han i en forelæsning på Veterinær og Landboskolen. Her indså han hurtigt
at hvis han skulle have noget ud af veterinærdelen, så måtte han først have en Præliminæreksamen.
Med velvillig hjælp af en velhavende nabo i Skodsbøl samt fri undervisning og nogle stipendier bestod han først Præliminær og senere Veterinæreksamen (1869) og dimitterede 1. august 1869 som dyrlæge.
2. august rejste han tilbage til Skodsbøl, hvor han den 3. august havde den første patient.
For at blive ligeberettiget med tyske dyrlæger skulle han bestå en tillægsprøve. Selv om han bestod denne prøve
allerede i slutningen af 66, blev han først endelig godkendt i november 1869. Årsagen var han danske sindelag, som forårsagede
en masse kreativ kontorarbejde, såsom " der fandtes ikke noget Edsformular for udlændinge". Så blev papirerne
pludselig væk (den undskyldning brugte det offentlige allerede i 1860'erne !!).
Dyrlæge Thøjsen var en virkelig personlighed, som Skodsbøl kan være stolt af.
Thøjsen var også meget aktiv ved opstarten af Skodsbøl Frivillig Brandværn
(se uddrag fra Ullerups Frivillige brandværns 50 års festskrift.)
14- årig mistede synet på det ene øje. De ønskede at han skulle være dyrlæge, dels fordi det er
svært at ramme ordentligt med en hammer , når man mangler synet på det ene øje, dels fordi han var velbegavet.
Han oplevede krigen i 64 på nært hold i Adsbøl, hvor han skriver: "Jeg måtte da også skærpe heste hele natten mellem Fastelavnslørdag og hele søndagen med, men det forslog kun som en dråbe i havet."
Han beskriver også hvorledes han mandag aften ødelægger fænghullet i en stor dansk bronzekanon som var væltet i Adsbøl ( for at tyskerne ikke kunne bruge den).
I foråret 65 udvandrede han, som mange andre håndværkere til Danmark og fik arbejde i
København. Her deltog han i en forelæsning på Veterinær og Landboskolen. Her indså han hurtigt
at hvis han skulle have noget ud af veterinærdelen, så måtte han først have en Præliminæreksamen. Med velvillig hjælp af en velhavende nabo i Skodsbøl samt fri undervisning og nogle stipendier bestod han først Præliminær og senere Veterinæreksamen (1869) og dimitterede 1. august 1869 som dyrlæge.
2. august rejste han tilbage til Skodsbøl, hvor han den 3. august havde den første patient.
For at blive ligeberettiget med tyske dyrlæger skulle han bestå en tillægsprøve. Selv om han bestod denne prøve
allerede i slutningen af 66, blev han først endelig godkendt i november 1869. Årsagen var han danske sindelag, som forårsagede
en masse kreativ kontorarbejde, såsom " der fandtes ikke noget Edsformular for udlændinge". Så blev papirerne
pludselig væk (den undskyldning brugte det offentlige allerede i 1860'erne !!).Dyrlæge Thøjsen var en virkelig personlighed, som Skodsbøl kan være stolt af.
Da han kom hjem fra København og bosatte sig i Skodsbøl, manglede han en kone, så han gik til bal i Skodsbøl kro.
Her bød han en pige op til dans, og hende friede han til og fik ja.
Hun hed Anne Marie Petersen, men blev altid kaldt Myo. Hun var en stille kvinde der passede huset og vartede sin mand op og var en god mor
for sin søn. Børnebørnene tog hun sig også af og hjalp til med husførelsen helt til sin død.
Thøjsen havde et stort distrikt af kunder, og han var meget værdsat, også blandt de tysksindede. Han kørte i en let gig og en rask hest.
Thøjsen har fortalt at når han under krigen kørte rundt i sin gig til bønderne, så havde han selvfølgelig
god lejlighed til at købe de forbudte varer, så som mælk, kød og andre ting.
Nu havde vi på egnen en tysk gendarm, som var meget nidkær, og en dag da de mødtes på landevejen ville han gerne undersøge giggen for at se om der var andre ting end de instrumenter som han havde brug for under sit arbejde. Han havde vel en mistanke. Nå men det havde Thøjsen da ikke spor imod, men så ville dyrlægen også gerne se, hvad gendarmen havde i sin sæk bag på cyklen.
De skiltes uden gensidig visitation.
Huset var sådan indrettet, at der kunne spændes for hans vogn indendøre, og når alt var parat og dyrlægen sad i vognen med tæpper og tasker, blev portene slået op, og hest og dyrlæge for af sted.
Når der blev sendt bud efter dyrlægen, så skulle alt være parat: En skulle holde fast i koen eller hesten, en stå med et vaskefad med lunken vand, en med sæbe og håndklæde, og en til at rende efter de ting han manglede, til behandling af dyret.
Peter -dyrlægen havde kun 1 søn, han hed Hans Peter Thøjsen, han fik uddannelse som maskinsmed, og faderen byggede et stort 2 etages maskinværksted (Skodsbølvej 54), som står der den dag i dag.
Det var meningen, at her skulle bygges maskiner, men det blev nu aldrig andet end et smedje værksted.
Dyrlæge Thøjsen havde stor betydning for den Sundevedske Landboforenings oprettelse, og især indenfor kvægavl gjorde han et stor stykke arbejde.
Thøjsen havde sine kæpheste, og han skyede intet arbejde for at få dem gennemført. En af dem var bekæmpelse af
oksebremsen.
Der hørte en lille landbedrift til hans hjem, som også havde hans interesse. En lille sjov historie, som han altid fortalte:
De havde en ung pige i huset, og hun skulle en dag ud i marken og tynde roer ud.
Thøjsen forklarede hende, at hun altid skulle lade den største plante stå. Om aftenen spurgte han:" Nå, hvordan gik det så?". Jo sagde pigen det gik da godt nok og DEN største plante står lige indenfor "æ lejgaf". Det vil sige hun havde hakket alle de andre roer væk.
Thøjsen var god til at fortælle, men altid lidt omstændeligt og langtrukken.
Peter Thøjsen døde i efteråret 1925. Anne Marie døde 10 år senere.
Deres søn Hans Peter blev gift med Ingeborg Cathrine Wolff fra Smøl. De drev maskinværkstedet i mange år.
I en periode omkring 1925 (efter Skodsbøl var blevet dansk) har han været sognerådsformand.
Nu havde vi på egnen en tysk gendarm, som var meget nidkær, og en dag da de mødtes på landevejen ville han gerne undersøge giggen for at se om der var andre ting end de instrumenter som han havde brug for under sit arbejde. Han havde vel en mistanke. Nå men det havde Thøjsen da ikke spor imod, men så ville dyrlægen også gerne se, hvad gendarmen havde i sin sæk bag på cyklen.
De skiltes uden gensidig visitation.
Huset var sådan indrettet, at der kunne spændes for hans vogn indendøre, og når alt var parat og dyrlægen sad i vognen med tæpper og tasker, blev portene slået op, og hest og dyrlæge for af sted.
Når der blev sendt bud efter dyrlægen, så skulle alt være parat: En skulle holde fast i koen eller hesten, en stå med et vaskefad med lunken vand, en med sæbe og håndklæde, og en til at rende efter de ting han manglede, til behandling af dyret.
Peter -dyrlægen havde kun 1 søn, han hed Hans Peter Thøjsen, han fik uddannelse som maskinsmed, og faderen byggede et stort 2 etages maskinværksted (Skodsbølvej 54), som står der den dag i dag.
Det var meningen, at her skulle bygges maskiner, men det blev nu aldrig andet end et smedje værksted.
Dyrlæge Thøjsen havde stor betydning for den Sundevedske Landboforenings oprettelse, og især indenfor kvægavl gjorde han et stor stykke arbejde.
Thøjsen havde sine kæpheste, og han skyede intet arbejde for at få dem gennemført. En af dem var bekæmpelse af
oksebremsen.Der hørte en lille landbedrift til hans hjem, som også havde hans interesse. En lille sjov historie, som han altid fortalte:
De havde en ung pige i huset, og hun skulle en dag ud i marken og tynde roer ud.
Thøjsen forklarede hende, at hun altid skulle lade den største plante stå. Om aftenen spurgte han:" Nå, hvordan gik det så?". Jo sagde pigen det gik da godt nok og DEN største plante står lige indenfor "æ lejgaf". Det vil sige hun havde hakket alle de andre roer væk.
Thøjsen var god til at fortælle, men altid lidt omstændeligt og langtrukken.
Peter Thøjsen døde i efteråret 1925. Anne Marie døde 10 år senere.
Deres søn Hans Peter blev gift med Ingeborg Cathrine Wolff fra Smøl. De drev maskinværkstedet i mange år. I en periode omkring 1925 (efter Skodsbøl var blevet dansk) har han været sognerådsformand.
De fik 7 børn:
Peter
(Født 1906)blev dyrlæge som sin bedstefar. Han blev gift med Signe Theresa Ekstrøm fra Sverige
Hans
(født 1908) blev gift med Oda Rosenberg Hansen fra Svendborg. Han fortæller at som ung knægt, var den en svend i værkstedet
der i sin fritid fik lavet en flyvemaskine, selvfølgelig uden motor, men den skulle da prøves, så den blev trukket ud
på en skrånende mark, og Hans blev sat op i den (den letteste), hvorefter alle landsbyens unge mænd var med til at
trække den op i luften med et reb. Op kom den, mindst 2 meter og fløj ca. 20 meter.
Hans kom først på kontor i et korn og foderstof-firma i Broager. Senere blev han antaget hos toldvæsenet og startede i Ærøskøbing som toldassistent, hvorefter han avancerede jævnt indtil han endte som leder af toldkammerets administrationsafdeling, hvor han var med til at indføre OMS og senere Moms.
Han er ligesom sin bedstefar blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog.
Anne Marie
trække den op i luften med et reb. Op kom den, mindst 2 meter og fløj ca. 20 meter.Hans kom først på kontor i et korn og foderstof-firma i Broager. Senere blev han antaget hos toldvæsenet og startede i Ærøskøbing som toldassistent, hvorefter han avancerede jævnt indtil han endte som leder af toldkammerets administrationsafdeling, hvor han var med til at indføre OMS og senere Moms.
Han er ligesom sin bedstefar blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog.
(født 1909) blev viet til Christian Iwersen fra Nordborg
Anna Margretha
(født 1920) er gift med Mathias Nielsen fra Iller. De har fået 5 børn
Ingeborg Christine
(født 1922) blev gift med Svend Henning Larsen fra Nordborg og fik 2 børn. Blev skilt i 1973
Thyra Cecilie
blev uddannet som kontorassistent og blev gift med bogholder Jacob Christian Klyhn fra Nordborg
Gerda Ruth
var fotograf, og gift med møbelfabrikant Carl Egon Juul
Kristensen. Hun døde i juni 2006 i Glamsbjerg. De har 2 piger.
Hans Peter dør i 1951, Ingeborg bor derefter alene indtil 1967,hvor hun dør. Arvingerne (7 stk.) sælger
derefter ejendommen til Bent Christensen.
Efter 10 år sælger han så til Kurt Mortensen. I 1983 ser det ud til at han dør og arvingerne sælger ejendommen til John Hansen.
I 1996 køber Ole Jørgensen og Anne-Mette Søby huset.
Derefter er huset blevet solgt i 2002 og senest i 2006 til Karin Hansen Simonsen.
Tilbage til side 1 (oversigten)