Anette B. Johansson og Kristoffer R. Hansen  -Nørregade 10

I huset der blev bygget i 1877 boede Johan Hollesen ( han hed faktisk Johan Fr. P. Hansen) og konen Magdalene Cathrine). Hun blev kaldet Lenå.
Johan blev ligesom de fleste andre indkaldt til krigen 1914-18.
Mens han var med i krigen skrev Lenå, eller lod skrive, hun kunne nemlig ikke selv læse og skrive, så Marie Hansen på Nejs Møllegård skrev for hende, at hun ikke kunne skaffe føden til sig selv, hunden og datteren Mimmi.
Han skrev så tilbage, lige meget hvad du gør eller ikke gør, så må du ikke skille dig af med Perle (hunden).
Lenå arbejdede på banestrækningen, den skulle holdes ren for ukrudt.
Da Johan kom hjem fra krigen, havde han mange ideer. En gik ud på at lave tøjklemmer, og togforbindelsen gik jo forbi hans hus, så der mente han, at det kunne blive en stor fabrikation.
Han byggede også en stor jernvindmølle en såkaldt rosetmølle, der kunne trække saven og andre maskiner. Han lavede tøjklemmer, men det blev aldrig det helt store.
Johan var ikke som folk var flest, her er en lille historie som er fortalt af Herbert Tychsen: "På en måde kunne jeg godt lide ham, hans ligefremme og åbne sind, kunne man ikke komme udenom, mange gad ikke snakke med ham eller høre på ham, det kunne jeg godt tage mig tid til, og dereved vil der opstå et andet forhold mennesker imellem. Et par eksempler vil jer gerne fortælle: Når han kom, var han altid meget højtidligt, for eksempel når vi tærskede, kom han hen under fyraften ind i stalden, og var der andre af karlene der, sagde han altid:" Kan det lade sig gøre , at jeg kan komme til at tale med dig Herbert under 4 øjne?", Jeg vidste godt hans ærinde, han ville gerne tigge noget affaldskorn til sine høns, han havde vel en ti stk., det samme var, når han kom om formiddagen, det var den samme remse, og da ville han gerne, hvis det kunne lade sig gøre at købe et par liter "futmælk" (skummet mælk), det var den mælk, vi fik tilbage fra mejeriet til grisene, men der var mange gamle der holdt på, at det var det bedste, man kunne anvende, når der skulle bages franskbrød.

Så var det engang jeg siger til ham: "Hvorfor kommer du altid til mig Johan? Det er meget nemmere for dig at gå hen til H. A. Petersen" Men nu kan i tro, Johan fik den fornemme mine på og sagde: "Herbert du ved udmærket, at jeg helst vil tale med ordentlige folk, og ikke med dem, der tror, de er helt oppe, og jeg er tosset, og hvis du lægger mærke til, så har du aldrig set mig snakke med kromanden. Jeg snakker med dig og din far, med æ Smej, æ Jolle og Pæ Dreje og det er nok for mig."

Den store vindmølle lavede et syndigt spektakel, når det stormede eller den trængte til smøring.

Johan var også musikalsk, han havde en stor messingtrompet og spillede i Skodsbøl Musikforenings orkester.
Orkesteret der eksisterede fra 1899 indtil 1. verdenskrig, leverede - mod betaling - musik til Skodsbøl frivillige brandværns fester.
Deres datter Mimmi rejste fra Skodsbøl da hun blev gift. Men efter en årrække kom hun hjem igen. Alene men med sine mange børn.
Hun tog arbejde hvor der var noget at få blandt andet har hun hjulpet i høsten på Nejs Møllegård. Det har ikke været let for hende, for dengang var der ikke meget hjælp at hente hos det offentlige.
Hendes mor Lenå var den sidst levende og hun hjalp hende med at passe børnene.
Mimmi blev boende her efter moderens død, og indtil hun selv døde.
En af Mimmis døtre ejede og boede i huset fra ca. 1970 og indtil ca.1995.