På loftet over stuehuset med rødt tegltag var der tre værelser, hvori der stod ting, som ikke brugtes i det daglige. Loftet over den tilbyggede vinkelbygning var lavt og havde paptag. Der stod to store egetræskister med navn og dato på flere små skrin. De indeholdt mange slags tøj, sengetøj og ruller af vævede stoffer, både af linned, uld og kamgarn. Alt det blev hvert forår båret ud og luftet, og i skrinene og kisterne satte man så en beholder med gløder fra komfuret, hvorpå man lagde grene af lavendel. Røgen skulle hjælpe mod møl og lugtede også godt og friskt. På det lave loft stod også tøjrullen, og vasketøjet blev hængt til tørre der om vinteren. Endelig var der muret et skab op ad skorstenen. Det blev ofte kalket og holdt godt rent, for der hang alt det røgede flæsk og skinkerne. Skinken fra årets sidste slagtning skulle holde til påske; røget, paneret skinke var festmad.
Der blev kun købt frisk kød om sommeren til om søndagen, og så spiste vi resterne om mandagen. Ellers stod den på
stegte flæsketerninger i sovs med kartofler til, stegte kartofler med løg og spejlæg, fisk en gang om ugen og ligeledes boghvedegrød
med saft en gang om ugen. En gang imellem var der en høne til suppe og stegte kyllinger, når det var på de tider. Den bedste ret om
sommeren, dog ikke for mig, var den sønderjyske "snysk", der bestod af grønne ærter, skiver af kartofler og
gulerødder, som var kogt i mælk og jævnet med mel. Dertil persille og røget skinke.
Der var kun friske grønsager i sommertiden, såsom nye kartofler, gulerødder og ærter - jeg husker kun et enkelt bed med
bønner. Resten af året var der syltede agurker og rødbeder og ellers kun grønkål og grønt til en suppevisk.
Vi havde to æbletræer, det ene med sommeræbler og det andet med madæbler, der var så sure, at dem skulle vi holde os fra. Vi havde tillige et pæretræ, podet med tre slags pærer, men de fleste af dem kun til syltning. Et æble om vinteren var for os børn den rene luksus. Derfor var det ikke så mærkeligt, at jeg som 4-årig tog mod til mig og bad en ældre dame, som havde været så venlig at tilbyde mig småkager, om at få æbler istedet for. " Kager har vi nok af derhjemme", sagde jeg. Hun fyldte en lille kurv med æbler, gik med mig hjem og fortalte dem historien, og det morede de sig meget over.
Den gang var der ikke noget med, at børn måtte forkæles, men jeg synes, at vi havde mange legemuligheder. Vi var så meget som muligt ude i den friske luft, og vi var glade for alle dyr. Hunden ville helst være i møllen hos min far, der lå den også om natten på nogle sække. Men vi havde katten med sine killinger, kyllingerne om foråret, soen med sine små grise og den nyfødte kalv, som skulle lære at drikke ved at sutte på vores fingre. Når storken kom, fulgte vi den, mens den byggede rede, og når den gik i engen og fandt føden.
Vi har set den komme flyvende med en snog til de sultne unger, og vi så, når ungerne
begyndte at spadsere langs tagryggen og øvede sig i at flyve. Vi var helt kede af det, når de drog afsted til Ægypten, hvor de,
som man fortalte os, skulle hente de små børn. Hvordan det så kunne lade sig gøre om vinteren, kom vi til at spekulere
meget på.I føromtalte lade var der også et rum, hvor der før havde været en stor bageovn, som senere var bygget om til hønsestald. På den tiloversblevne plads hang det fine seletøj til vores heste, når de skulle spændes for vores "fejtung ", stadsvognen, når der skulle køres til fest. Fra laden var der en trappe op til loftet, hvor der var kornlager, når far købte ind i større mængder, og der var et håndhejseværk til at hejse sækkene op og ned. Endelig var der et lille "huggehus" med alle slags redskaber, og her var det mest bedstefar, der klarede problemerne med at sætte ting i stand. Her hang leer, høstriver og tærskeplejl. Bedstefar klarede selv den smule landbrugskorn, vi havde, mest brugt til foderkorn. Uden for skuret stod en slibesten med vand i, som vi børn da vi blev større, skulle hjælpe med at dreje rundt. I hestestalden var der en hakkelsesmaskine til at hakke kornstråene til foder og en roerasper, alt trukket med håndkraft.
For at få det hele med var der i resten af ladebygningen indrettet en lille lejlighed, som lå så meget på skrænten, at der var høje trapper både til for- og baghuset. Her boede i mine første år en arbejderfamilie med tre børn, den ældste en pige på min alder. Familien flyttede om foråret med sengetøj, potter og pander ned på et af teglværkerne, hvor de arbejdede om sommeren. Der boede de i nogle længer indrettet som arbejderbolig, kun med en dør ind til køkkenet og en stue. De flyttede så hjem igen om efteråret. Den gang var der jo ingen cykler, og de arbejdede fra kl. 6 til 18, og så var de for trætte til at gå hjem. Det skete dog, at de kom hjem om søndagen. Jeg savnede min legekammerat, for vi måtte ikke gå på gade og lege, og der kom heller ikke nogen hjem til os at lege, det blev først bedre, da vi kom i skole.
Foran møllen var der en rund indhegnet have med en vej rundt om for at de, der kom kørende til mølle, kunne køre lige hen foran døren. Der kom min far så og bar kornsækkene ind på ryggen, og så kunne køretøjerne køre bag om møllen og hente det malede korn. Der, ved bagdøren, skrånede det så meget, at der var bygget en bro, således at min farkunne køre melsækkene på en sækkevogn direkte ud på vognene. Når bønderne bragte nyt korn til møllen, tog de samtidig det med hjem, som var blevet malet. Med et stykke kridt tegned far store navne på sækkene, så han altid vidste hvem de tilhørte. Sækkene blev vejet både før og efter, at kornet blev malet.
forrige side
næste side 