Min mor og hendes forældre var fra Sundeved, min far var født på Angel, men da han var 3 år, døde hans far, og han kom til en farbror og kone som ingen børn havde. De havde en mølle i Adsbøl, nær Gråsten. Der blev min far opdraget. De ville kun tage den yngste af min farmors børn til sig; der var desuden 5 drenge og en pige hjemme, så min farmor har nok ikke haft det så let, med en lille landejendom. Det har altid gjort mig ondt at høre om den lille dreng, som længtes efter sin mor og hun efter ham, de var kun sammen i ferier
Min far kom i møllerlære og mente at han skulle arve møllen, men da hans farbror døde, solgte hans kone møllen
og købte sig et hus i Gråsten.
Som møllersvend kom min far til Skodsbøl mølle, der var min mor ung pige i huset. Min mor var enebarn, og hendes forældre
havde et lillehusmandssted. De første to år som tjenestepige var hun på en lille gård og gjorde mere karlearbejde end
arbejde i huset, så det var en stor forandring for hende at komme i et hjem, hvor der var mest arbejde i huset. Hun lærte meget i
møllerhjemmet, men med 18 år blev hun forlovet og kort efter gift med min far, møller svenden, og så skulle de jo
have noget for dem selv.
Hans plejemor havde altid lovet ham at hjælpe ham til en mølle en gang, men så meget ville hun dog ikke give, da det kom til
stykket, og det blev til, at min mors forældre solgte deres lille ejendom, og sammen med plejemoderen købte de et lille landbrug til
de unge. De skulle så bo sammen, mine forældre og bedsteforældrene. Min far var ikke vant til landbrug og var ked af det, og
et par år efter, da Skodsbøl mølle var til salg, fik de dog hjælp til at købe den. Ejeren af møllen ville
gerne flytte længere ned i det tyske og ville gerne sælge til min far.
Der hørte også lidt landbrug til, 2 køer og en hest m. m. Det kunne min bedstefar så passe og min far møllen. Men det var vist ikke altid så godt unge og gamle op og ned af hinanden, og alle ville gerne bestemme over det forskellige. Min bedstemor syntes, min mor var alt for ung til at klare det selv, og sådan gik det til, at jeg voksede op midt imellem dem og nærmest kom til at tilhøre min bedstemor. Vi børn skulle sige mor og far til vores bedsteforældre og mamma og pappa til vores forældre. Da min bror blev født et år efter mig, har min mamma også haft nok at se til, da hun nærmest var som ung pige i huset. Jeg var nærmest lidt bange for hende og holdt mig nok derfor mere til mormor. Jeg sov i samme seng som mormor, til jeg var en stor pige og længtes efter at få en seng selv.
Det første, jeg husker, er at jeg så møllevingerne gå rundt fra køkkenvinduet, mens jeg blev vasket af mormor,
og min mamma sad og vaskede min lillebror.
Møllen var jo på den tid lidt af et midtpunkt i landsbyen. Så mange kom og skulle have deres korn malet og købte mel og gryn.
Vi kunne se, når bønderne fik nye heste og nye karle til november og maj, og fra de små landbrug kom ejerne selv til mølle.
Der var de store bønder, som skiftedes
Da vi børn blev større, var vi med på køreturene for at holde hestene, mens far gik ind med melposerne, som for det meste var bestilt fra den ene gang til den anden. Bedstefar kørte ofte til Egernsund til de små og større skibe, som kom der med korn i sække. Jeg kørte mange gange med på de ture og skulle sidde i bunden af vognen for ikke at komme noget til. Det var mig streng forbudt at røre tømmerne, hvad jeg gjorde en gang. Jeg viklede tømmerne løs og husker tydeligt, jeg tænkte, at kunne da lige så godt holde dem. Men så løb de deres vej med mig. De nærmest løb løbsk med bedstefar skrækslagen bagefter. Ikke langt hjemmefra drejede en vej af til møllen, men i stedet for at følge den, løb hestene lige ind i haven foran møllen og væltede et grantræ. Den ene hest faldt, og jeg fik sædet ned over næsen og fik en bule. En nabokone kom løbende og bar mig ind, og det var jeg slet ikke tilfreds med, for jeg ville hellere have set hvordan de fik hesten op og vognen ud af haven. Jeg var kun fire år, men husker dog at jeg som straf for den tur ikke mere måtte komme med ud at køre. Det kom jeg nu alligevel, måske fordi vi fik nye heste. Vi havde først Hans og Peter og siden fik vi Lise og Lotte. Jeg sad tit på dem, mens bedstefar striglede og børstede dem. Jeg var vistnok ofte en besværlig en for ham. Jeg fulgte ham overalt, lige fra jeg var så lille, at jeg bare holdt ham i den ene finger.
Min bror som var et år yngre end jeg, havde engelsk syge som lille og er nok ikke kommet så tidligt i gang som jeg. Da jeg var fire , fik jeg en lillebror til, og jeg husker dagen, d. 2. maj, som var det i går. Vores barnepige hjalp os i tøjet en morgen og sagde , at vi skulle hen til naboens, for storken var fløjet efter en lille søster eller bror til os. det syntes jeg godt kunne passe, for storken havde sin rede på den nærmeste bondegård. Naboens børn var voksne, de var glade for os og vi for dem. Jeg har nok spurgt mange gange den dag, om vi ikke snart skulle hjem og se den lille søster, jeg ønskede mig. Så gik konen for at se. Hun kom tilbage med min dukke og sagde at jeg måtte nøjes med den lidt endnu. Hen på eftermiddagen gik hun med os hjem, og på vej ud af deres havelåge fortalte hun, at vi havde fået en lillebror, hvortil jeg svarede: " Så skidt med, at det ikke blev en søster". Da vi trådte ind derhjemme, skinnede solen gennem det store tre fags vindue på mor og ham, og jeg var selvfølgelig meget interesseret i den nye bror.
næste side