Gamle "gode råd"

At gjøre Gammelt bittert Smør nogenlunde
Det Følgende Middel er Probat, og bruges meget
i Schweitz.
Man smelter 30 Pund gammelt Smør over en sagde
Ild og medens det bestandig omrøres
blander man det med 1 Pund grout tøtte Trækul,
¼ Pund pulveriseret Krit 4 Spiseskefuld
fiin Honning og nogle i stykker skaarne Gulrødder.
Naar det hele har staaet en Time over Ilden
bestandig omrørt og skummet aftaget.
Helder man det hele Blanding igiennem en fiin
Haar Sigte.
Naar Smørret er kolt elter man det med frisk
Vand og Setter det lidt.

Imod et bid af en Gal Hund
Skal man vaske Wunden saa snart
som muligt med en opløsning af
sterkt Salt Vand og saa udbrende
det med et Gloende Jern.

(Kilde: Jørgen Thomsen)

Her er en lidt mere omfattende opskrift:
Vandskræk, gale Hundes Bid.
Det bedste er, strax at brænde Saaret med
et gloende Jern, for at udrydde Giften, ogsaa at
kopsætte lige på Saaret, eller, om mueligt, strax
at bortskiære det Bidte med en hvas Kniv, eller
og strøe Krudt i det, og afbrænde det et par
gange. Ogsaa kan man rundtomkring Saaret, eengang hver Dag, smøre et Qvintin Qviksølvs-
salve (Ungventum neapolitanum), eller og,
som maaske er bedre, strøe hver Dag, i otte til tolv
Dage, forsødet Qviksølv (Mercurius dulcis) 6
til 8 Gram, efter Saarets Størelse, i Saaret,
og siden tillæge det med Saarsalve, for at fore-
bygge Sygdommen. Indvortes gives strax den
første Dag Brækmiddel, og siden i ti til tolv Da-
ge hver Dag et par Blødgiørende Klysterer. Ef-
ter at man ved denne Kur har søgt at forebygge
Sygdommen, giver man den Syge Kina, for
at styrke Legemet. Bliver det til virkelig Vand-
Skræk, bør man ved allerførste Formodning sø-
ge Lægen, skiønt no endnu ingen tilforladelig
Lægemaade er udfunden.

Snogebid Alle Snoge her tillands ere ikke giftige, i
det mindste ikke synderlig, uden i hede Somre
eller meget varmt Vejr, og de tillige blive for-
skrækkede eller opirrede. Er man bidt af en saa-
dan giftig Snog eller andet giftigt Dyr, mærker
man det snart deraf, at det, i Stedet, der blev
bidt, begynder at stikke, smærte og banke. Ste-
det rundtom bliver rødt og hovent, og denne Hæ-
velse og Rødme udbreder sig mere eller mindre
vidt, alt eftersom Giften er stærk. Et tydeligt
Begreb herom kan man i det Smaa giøre sig ved
et Myggestik, hvor Stedet strax bliver rødt, ho-
vent, smærter eller stikker. Et Snogebid bliver

langt værre. Farven er blaalig, og der kommer
Vabler derpaa, ligesom paa brændte Saar. Si-
den paafølge Mathed, Hjerteklappen, Ørhed,
Qvalme, Galdebrækning, svagt Syn, Rystel-
se, Senetrækning og kold Sveed; og standses
ikke det Onde, er Besvimelse og Døden vis. Det
bedste er:
1) Strax at kopsætte Stedet, eller give nogle
Snidt rundtomkring det med en Penne-, Rage-
eller anden skarp Kniv, saa det kommer ret til at
bløde. Man suger dernæst Blodet vel ud af den
og som kan giøres uden al Fare. Har man Blod-
igler ved Haanden, kan man sætte et par i Nær-
heden af Saaret.
2) Denæst vadsker man det vel ud med stærk
Viineddike, holder det i varm Melk og Vand,
eller og bløder Klæder heri og svøber varme der-
om. Man har og undertiden hjulpet dem, der
have været bidte i Haanden eller Foden af en
Snog, ved allene strax at holde det bidte Lem i
varm Melk og Vand, eller ogsaa i blot varmt
Vand. Har man varm Bomolie ved Haande,
er denne endnu bedre hertil. Nogle bruge og stærk
Lage, andre Salt og Eddike.
3) Saasnart som mueligt, al lade den Syge
drikke et Glas god Eddike, siden megen varm
Grynsuppe, og et pargange tage Svedepulvere,
Hyllesaft, eller Kamferpulvere, saa at man i
nogle Timer sveder stærk. Men er Matheden
og Qvalmen allerede begyndt, førend man kan
bruge noget, da er det bedst, at drikke et Glas
(6 Spiseskeerfulde) varm Bomolie, hver eller hver
anden Time, alt eftersom Tilfældene er hæftige,
og derimellem et pargange 30 Kamferdraaber,
med megen syrlig Drikke. Ogsaa maa den Sy-
ge holde Sengen.
4) De følgende Dage at bruge et Qvintin The-
tiak, Morgen og Aften, samt holde Levemaade,
som om man havde Feberen, indtil man igjen
faaer fulde Kræfter.
5) Kommer der siden Rosen i Stedet, bruges
udvortes Humleomslag, og indvortes Kamferpul-
vere, Theriak og Hyllethee.

Snue.
Er denne uden Feber, da gaaer den bort af
sig selv, især, hvis man vogter sig for megen
Stuevarme, samt holder den Levemaade, der er
foreskreven ved Forkiølelsesfeber. Er den der-
imod foreenet med Feber, er Feberen en Forkiø-
lelsesfeber, og man bør da iagttage alt, hvad
derom er sagt under §. 160. , især aarelader man
itide, hvis Feberen en betændelig. Flyder Snuen
meget, er det godt, at snuse lunket Melk og Vand
op i Næsen, noglegange om Dagen. Flyder den
slet ikke bruger man koldt Vand paa samme
Maade. Er man bleven hudløs nedenom Næ-
sen af flydende Snue, smører man noglegange
frisk Hjorte- eller Lysetalg derpaa.

(Kilde: C. E. Mangor: Land-Apotek 1803

Opdræt af Kyllinger.
I begyndelsen af Marts tager man 27 Æg, og lægger disse på et rundt leje af Straa og Halm. Nu tager man en halvårs Kalkun, tager den i Vingerne og drejer Kalkunen nogle gange rundt , saa den bliver svimmel; saa sætter man den paa Æggene, og skubber en Kurv derover.
Den næste Dag giver man den noget Rug at spise og Vand at drikke.
Med Hønseæg ligger de 3 Uger.

(Kilde: Vollständiges Hannoveriches Kochbuch (1808)

At opfriske gammelt Brød og Kager
Alt slags gammelt Hvedebrød, Suurbrød og Rug brød bliver igjen som frisk Brød, naar det enten lægges i en varm Ovn, eller i en Buddinge Form, eller anden Form med Laag paa, som sættes i en
Kjædel med kogende Vand, hvilket holdes i kog indtil
Brødet er gjennemvarmet (ligger det længere ved Varmen
bliver det haardt) da tage det ud og afkøles lidt før
det bruges. Paa Rugbrød vædes Skorpen med lidt
koldt Vand før det lægges ved Varmen.

At bevare Æg
De Æg som ere fra Marts, April eller Høst- Maanederne kunne bedst bevares. Til 6 Snese Æg tages saa meget ulædsket Kalk, at det kan udgøre en stor Contoirkop fuld. Den lægges i en Fjerding Krukke eller
Jydepotte, og der hældes lidt efter lidt saa meget
koldt Vand paa, at det kan staae over Æggene. Det
røres dygtigt omkring og maa være koldt, før disse
lægges deri; flyde nogle af dem ovenpaa, saa ere de
bedærvede og maa borttages. Dersom Vandet ikke
staaer over Æggene kan der hældes mere paa. Saa-
ledes hensatte, kunne Æggene være gode i et heelt Aar.

(Kilde: Kogebog for smaa Huusholdninger (1863)

Hvo som vil Lægedom tage, han skal det vide,
at nogen stærk Lægedom maa ei gives Børn, og ei
gammelt Folk, og ei andre, der svage ere. Og ei
skal Lægedom tages eller gives i megen Hede, og
ei i megen Kuld. Man skal ei to Lægedomme tage
(paa) een Dag. Naar Lægedom er tagen til
Afføring: (og) haver man ei faaet Afføring, da
skal Mad ei tages, før end Lægedom Haver fuld-
kommet sin virkning. Tager man Mad før, da
kan han (man) befrygte, at han (man) faaer Feber.
Den der haver taget Lægedom, kan anden Dag
(derefter) bades (bruge etBad); at det, der løst er
af (ved) Lægedommen, maa med Badstue (Badet)
aftømmes (afføres). Se originaler

Diverse små gode råd:
(Skrevet i 1829 om gode råd fra år 1200)
Uagtet der nu i denne Urtebog, en lang Periodes vigtigste, findes mange Spor af et rigtigt praktisk Blik over Medicamenternes sande Egenskaber og væsentlige Nytte, og derfor ogsaa mange have bevaret sig i brug mod de samme Sygdomsformer lige til nærværende Tid; saa gives dog ogsaa i samme Kiendetegn nok paa Videnskabens raae Barndom. Mange indifferente og nu obsolete Midler angives mod vigtige og farlige Sygdomme;
f. ex. Kørvel mod Cancer, Lilier mod hugormebid, stødt Glas drukken med Eddike mod blæresten, Puurløg, som god for dem, der Blod spytter.

Om Magneten ("Sighælsten")hedder det:
Bliver denne Steen stampet i Plaster og lagt ved Saar, da drager hun Skiøttet ud af Saaret.
Om Kaal hedder det:
"Hvo som Kaalrod drager op af Jord, og lader den ei siden komme til Jord, men hænger den om sin Hals; det jager al Sygdom bort, som Drøbel fanger."

Disse Gavn Giør Badstue:
Hun væder Legemet, og aabner Svedehuller,
og toer af Mand Ureenlighed, og mindsker, den
Fylde, som Legemet haver, og løser ond Vædske,
og giør at sove, og giør det Blod tyndt, der
tykt er, hun hester (stopper) Bugen og linner
Værk, (og) giør Mand hviil (udhvilet), der træt er.

Disse Skade giør Badstue:
Hun mindsker Mands Kraft, og giør stundom Hiertet
saa hedt at man daaner deraf. Badstue giør at
væmmes (giver Qvalme) og giver somme Mænd
(Folk) Evne til hastigen at døe. Og fordi skulle
de, der Saar have, eller Bylder eller Knuus, see
ved (være forsigtige med) Badstue. Man skal ei
fare i Badstue efter Maden, uden man vil vorde
fed i sit Legem. Efter Badstue skal nogen Stund
være (forløben) inden man æder. Se originaler

Sygdom i brystet
Tegnene herpaa angives at være: Tungen bliver tyk; det Opspyttede er besk som Galde. Den Syge føler Tyngsel i Siden, gaber ofte, tørster, kan ikke sove, har trangt Aandedrag, føler Modløshed, Kulde i Brystet, faaer skiælvende Arme og tør Hoste.
Lægedom herimod er at kaste op efter Aftensmaaltidet. "Naar man er fuld med Mad og Drik, og naar man er fastende, da er det gavnligt, at kaste op, og spise Peberrod og Cardemomme og modne Sennepsløv eller Karse, og drikke siden lunkent Vand for at hielpe Opkastningen. Gider man ei kaste op, da faste man hele Dagen, og det hielper til, at den onde Sygdom maa mindskes.
Hvo som dette ei vil giøre, han faaer Sideværk og Lungesot og mange andre Sygdomme, som Feber og Raseri (Giæld)"

Sygdom i Underlivet
Tegnene herpaa angives at være følgende: Brid i Bugen, og Mad kommer ei af Bugen uden Drøvelse(drønæls)c: Sorg, Bekymring,Smerte. Drikken er bedst, og hele Legemet trykkes og værker. Knæerne svækkes og Læggene blive slappe. Naa saa er, skal Legemet pleies med bløde Lægedomme saaledes:
Skræppekaal skal sydes meget og ofte spises, og hendes Saft ofte Drikkes.
Eller syd Kaal meget og drik hendes Afkog (Qos) med Salt og Honning.
En Urt som hedder Mercurialis, duer ogsaa meget.
Hvo som sig herudi forglemmer, han faaer siden megen Sygdom; saaledes som megen Løsning med Blod, og Sygdom i Endetarmen og Værk i Halsen.
Paa samme Maade afhandles Sygdom i Blæren og i Hovedet.

(afskrift af Henrik Harpestreng Urtebog fra ca. 1220)