Heinrich Jacobsen

 Heinrich Jacobsen
Isenkræmmer Heinrich Jacobsen
Kendt i Broager som "Heine Gas"
Født 30.3.1915

Gik i skole i Skodsbøl til han blev konfirmeret. Derefter kom han i murerlære hos bygmester Lorenz Petersen i Skodsbøl. Efter at have fået svendebrev arbejdede han i et par år som murer.
Den 8.7.1932 fik Heinrich Jacobsen næringsbrev med ret til bl.a. at forhandle kakkelovne. Virksomheden startede i garagen hjemme i Ødbjerg. Gift med Agathe, født Kornbek, datter af en snedkermester i Nybøl.
I 1946 købte han en forhenværende aftægtsbolig beliggende Vestergade nr. 29, som han indrettede til butik. Varesortimentet blev udvidet. I 1948 startede han salg af flaskegas, fik gasdepot og deraf også navnet "Heine Gas".
Forretningen og lageret blev gennem årene udvidet, varesortimentet bredere, lige indtil sidste udvidelse ved Heines 50-års forretningsjubilæum i 1996. Her gælder en af hans mange leveregler: Fremad, fremad, aldrig forknyt. Er man til målet nået, man sætter et nyt. "Heine Gas" er kendt for at kunne sælge alt. Også i de meget sjældne tilfælde, hvor han ikke har den vare, kunden spørger efter. I en sådan situation er han en mester i at sælge en anden vare til kunden. Og det sker ud fra mottoet : Får man ikke den, man elsker, må man elske den, man får. Efter at have meddelt kunden dette, tilbyder han et alternativ, som er svært at sige nej til.
Ved køb af en tæppebanker eller kagerulle får kunden dette mundheld med på vejen:
Når fatter kommer silde hjem, tag ikke klapperen frem, men modtag ham med kys og klem, så lykken bliver i dit hjem. Heines Broagermål forståes ikke overalt i landet.
Efter en tur til Sjælland, hvor han var inviteret til bryllup og var vel hjemme igen, fortæller hans betroede butikshjælp Marianne: Heine fortalte begejstret om den fine fest men sluttede sin beretning med at sige: "Hvis jeg bliver inviteret derover igen, tror jeg, jeg siger pænt nej tak, for de forstår ikke hvad jeg siger". "Heine Gas" er et yndet offer i den årlige Broagerrevy. I 1998 gik han ind i Broagerrevyens historie i en sketch som den altsælgende isenkræmmer.
Han er æresmedlem i Broager og Omegns Ringriderforening og deltager trofast hvert år i optoget i morsomme og fantasifulde dragter. I 1996 optrådte han i kilt med 2 skottehunde i snor. Det indbragte ham en 1. præmie og en lungebetændelse. "Heine Gas" er et kendt ansigt viden om. Han er meget populær og afholdt.  Agathe fik allerede  som yngre konstateret sklerose.
Sygdommen forværredes i årenes løb. Hun blev hele livet igennem til sin død i 22.5.1980 boende i sit hjem, altid omsorgsfuldt og kærligt plejet af sin mand. Denne eksemplariske livsholdning har affødt stor respekt.
"Heine Gas" kunne i november 1997 opleves i en portrætudsendelse i TV-Syd, hvilket resulterede i besøg af kunder fra alle egne af landet. Hans omfattende og usædvanlige lager er blevet en turistattraktion.
Siden er sidst opdateret den 08-02-2006
Tilbage til skodsb7
Kilde: Kopi fra Broager Kommunes, nu nedlagte hjemmeside
.