Lignelse om den forlorne Søn,
i den danske Tunge, der endnu tales mellem Flensborg og Husum
En Mandj haj to Sønner, aa dend yngest a dem soj
te æ Faer: gi mæ, Faer! dend Deel a æ Goj, te der
hørr mæ, aa hand skøvvt æ Gods æmeld dem. Aa int
mandne Davv deretter saanked dend yngest Søn olt Sit
sammel aa drau urenlands te et Landj laandt væk, aa
fortær der sit Gods i et øssele Launet. Lau hand no
haj fortær oldt, hva hand eied, blau en stor Dørken i
de saem Landj aa han begyndt aa li Nø. Aa hand
gik hen aa væend sæ te jenn a æ Borrer der i æ Landj;
aa dend skikked ham aa sin Agger te aa taj vaer aa æ Sviin.
Aa hand vynsked aa fyld sit Lyvv mæ Auen, te æ Sviin
aaed, aa Inne gav ham novver. Men hand slau i sæ
aa soj: hvo Mandne Davlønner herr min Faer, te der
herr rigle Brø aa æ fordærrer for Hunger; æ vil staa
op aa gaa te min Faer aa si te ham: Faer! æ herr
søndnet mor æ Himmel aa for dæ, aa er int meer væer,
te æ skal jehr din Søn; gør mæ te jenn a din Davv-
lønner. Aa an sto op aa kom te sin Faer. Lau hand
inoen vaarr vidt væk, saa sin Faer ham aa de ynked
ham; han løev aa foldt ham om sin Hals aa kyssed ham.
Men æ Søn soj te ham: Faer! æ har sondnet mor æ
Himmel aa for dæ aa er int meer væer, te a skal jehr
din Søn. Men æ Faer soj te sin Kael: teier dend bæest
Kleining hi aa dreier ham en aa, gir ham en Ring aa
sin Handj aa Sko aa æ Førrer; aa hindter de feed Kall
hi, aa slauter et, aa laa vos æer aa ver luste; for dend
jerr Søn vaar dø, aa er blauen lauen igjen, Hand vaarr
tafft, aa er blauen fundnen egjen; aa de begyndt aa verr
luste. Men dend ældlest Søn vaarr aa æ Mark, aa lau
han kom aa vaarr nær ve æ Huus, hør han Spil aa
Dands. Aa hand taeld aa jen a æ Kael aa spuere tter,
hva de vaarr. Men dend søj te ham: din Broer er
kommen aa din Faer slauted de feed Kall, for de te hand
herr ham fuend igjen. Der blau han vre aa vild int gaa
ind. Saa gik sin Faer ur aa baj ham. Men hand
svaer aa soj te æ Faer: See! faa mandne aar tinn æ
dæ aa herr inoen aldler foragt din Befael, aa do herr
aldler gien mæ et Laem, te æ kund verr luste mæ min
Venner; men no dend jerr din Søn er kommen, te der
herr fortær sit Gods med Horer, herr do slauted de feed
Kall te ham. Men han soj te ham: do est oldtin ve
mæ, aa oldt, hva der er mit, er aa dit. Men en skuld
verr luste aa glæj sæ, for din jerr Broer vaarr dø, aa
er blauen lauen igjen, han vaarr tafft, aa er blauen fund-
nen egjen.
Tilbage til Skodsbøl forside