Smaasagn.
Kone,som sad i meget gode Omstændigheder, men forresten
førte et usselt Liv, idet de slet ikke kunde forliges, saa at
det ofte kom til Slagsmaal imellem dem. Konen var meget
gjerrig, og det ærgrede hende navnlig at tænke paa, at
Manden, hvis hun skulde døe førend han, skulde blive
Eier af deres Formue, hvilket allerede ved deres Ægteskabs
Stifltelse var bleven bestemt og afgjort for den Længst-
levende af dem. Hun stjal derfor af hans Penge hvergang
hun saae Leilighed dertil, og samlede saaledes efterhaanden
en anseelig lille Skat, som hun skjulte paa et hemmeligt
Sted. Efterat de havde levet i Kiv og Trætte i endeel
Aar, blev hun syg og døde, og Manden var i sit Hjerte
glad over at være bleven fri for sin Plageaand. Men det
blev ikke roligt i Huset, fordi hun var kommen bort, thi hver
Nat saae man en hvid Skikkelse vanke omkring igjennem alle
Værelser og til Slutningen begive sig ind i et Kammer,
hvor man da hørte det klinge, som om der blev talt Penge.
Alle Folk vare overbeviste om, at det var den afdøde Kone,
som gik igjen for at see til de Penge, hun havde forstukket,
og som vistnok maatte findes i det Kammer, man altid til-
sidst saae hende begive sig til og hørte det klinge i. Manden
foretog derfor den nøiagtigste Undersøgelse, men var ikke
istand til at opdage en eneste Skilling. Han spurgte sig til-
raads hos kloge Folk, hvad derved var at giøre, men
Ingen kunde sige ham, hvorledes han skulle bære sig ad
for at finde Pengene. At tiltale Gjenfærdet og kræve det
til Regnskab vovede han ikke, da han mindedes, hvorledes
han ofte havde behandlet hende ilde i levende Live. Ei-
heller vilde han anmode Præsten om Bistand, fordi han nok
vidste, at denne, der var meget gridsk efter Penge, i saa
Fald vilde fordre en stor Deel, om ikke Alt, hvad der
fandtes. Da Skikkelsen forresten ingenUfred gjorde i Huset,
lod han Sagerne staae hen og haabede, at det vel engang
vilde lykkes ham at opdage den skjulte Skat.
Aar, om hvem man forresten sagde, at han slet ikke duede
til Bondearbeide. Ikke desmindre tog vor Mand ham til
sig; han vidste, at Drengen fra sin Barndom af havde holdt
meget af Læsning og Studering, og at han Fader, der
var en fattig Mand, som ikke havde Raad til at lade ham
studere, forgæves havde forsøgt ved Strenghed at holde ham
fra Bøgerne og vænne ham til Bondevirksomhed, uden at
opnaae andet end, at han blev forkuet og sær; vor Mand
derimod haabede ved en blid Behandling og venlig Omgang
at faae det unge Menneske forandret og skikket til at for-
tjene sit Brød i den Stand, han var født i. Han kom
altsaa paa Gaarden, og blev benyttet til hvad han kunde,
hvilket var lidt nok og desuden blev heelt keitet udført af
ham; men da hans Husbond ikke desmindre behandlede ham
Tilbage til Skodsbøl forside