Jeg fik ogsaa et par Dage fri inden Nytaarsaften men da var der mange Gæster, men Grønlangkaal var nemmere at have med at gøre, men
Æbleskiver skulde bages lige til Kl. 12, bagefter en gang Natmad. Inden jeg fik vasket og ryddet op og gjort Trapperne og Forstuen
rent, som var fulde af Snesjap og Nytaarsløjer, da der var flere Børn med ogsaa, da kom jeg ikke i Seng den omgang, men det er der
jo flere der ikke gør en Nytaarsnat.
Det var flinke Folk jeg var hos, men jeg tror det lille Køkken med Gas var svært at taale, der var altid alting saa fedtet og rustent, foruden jeg blev bleg havde jeg svært ved at holde mine Hænder hele, og fordi jeg havde haft noget med Lungerne et par gange, vilde min Mor have mig ud paa Landet i den friske Luft igen. Saa efter et Aar sagde jeg saa op, i god forstaaelse med mit Herskab, som jeg ofte har besøgt, og Aaret efter, da de fik en lille Dreng, med til Barnedaab, og fik altid de første Aar sendt Billeder af Børnene og de besøgte ogsaa mig engang.
Så det blev min sidste Plads. Andre kan have meget mere at fortælle, men jeg havde dog set og lært lidt forskelligt. Jeg vilde saa gerne have været paa et Børnehjem og været Barneplejerske, men da jeg saa blev gift nogle Aar senere, saa fik jeg selv 7 Børn i løbet af 11 Aar. Saa fik jeg jo mit store Ønske opfyldt og fik et godt Hjem og Mand tillige. Fik efterhaanden selv Pige i Huset og gjorde mig umage, for at de skulde føle sig godt tilpas. De var ogsaa 1 - 2 Aar og længere og kom i vort Hjem bagefter. Det ideale kan jo aldrig naaes, saa nogen har jo nok været mere tilfredse end andre, ligesom jeg ogsaa har følt mig mere knyttet til nogen af dem.
I min Tid skulde man ikke søge Piger i Avisen, da kom de saadan af sig selv, at der meldte sig en.
Da Børnene blev voksne, klarede jeg det selv igen til mit 78. Aar, hvor jeg lige har faaet en Hjemmehjælper1 gang om Ugen. Mine egne 2 Døtre tog jo Real og Studentereksamen saa de er Sygeplejerske og Lærerinde, men de tog dog deres Tørn Hjemme i alt Arbejde ved siden af, saa de klarer deres Husholdning godt nok. Af mine 17 Børnebørn, 12 Piger, har 2 taget Studentereksamen, 3 nu i 1980, 2 næste Aar og fremdeles nok flere , saa de kender ikke til Tjenestepigepladser mere, og naar jeg har hørt min Bedstefar og Mor fortælle om deres Pladser, saa var de meget mere anstrengende end mine, og jeg har da været heldig i mine Pladser, trods jeg maatte døje meget med noget Sygdom i min Ungdom.
Det var flinke Folk jeg var hos, men jeg tror det lille Køkken med Gas var svært at taale, der var altid alting saa fedtet og rustent, foruden jeg blev bleg havde jeg svært ved at holde mine Hænder hele, og fordi jeg havde haft noget med Lungerne et par gange, vilde min Mor have mig ud paa Landet i den friske Luft igen. Saa efter et Aar sagde jeg saa op, i god forstaaelse med mit Herskab, som jeg ofte har besøgt, og Aaret efter, da de fik en lille Dreng, med til Barnedaab, og fik altid de første Aar sendt Billeder af Børnene og de besøgte ogsaa mig engang.
Så det blev min sidste Plads. Andre kan have meget mere at fortælle, men jeg havde dog set og lært lidt forskelligt. Jeg vilde saa gerne have været paa et Børnehjem og været Barneplejerske, men da jeg saa blev gift nogle Aar senere, saa fik jeg selv 7 Børn i løbet af 11 Aar. Saa fik jeg jo mit store Ønske opfyldt og fik et godt Hjem og Mand tillige. Fik efterhaanden selv Pige i Huset og gjorde mig umage, for at de skulde føle sig godt tilpas. De var ogsaa 1 - 2 Aar og længere og kom i vort Hjem bagefter. Det ideale kan jo aldrig naaes, saa nogen har jo nok været mere tilfredse end andre, ligesom jeg ogsaa har følt mig mere knyttet til nogen af dem.
I min Tid skulde man ikke søge Piger i Avisen, da kom de saadan af sig selv, at der meldte sig en.
Da Børnene blev voksne, klarede jeg det selv igen til mit 78. Aar, hvor jeg lige har faaet en Hjemmehjælper1 gang om Ugen. Mine egne 2 Døtre tog jo Real og Studentereksamen saa de er Sygeplejerske og Lærerinde, men de tog dog deres Tørn Hjemme i alt Arbejde ved siden af, saa de klarer deres Husholdning godt nok. Af mine 17 Børnebørn, 12 Piger, har 2 taget Studentereksamen, 3 nu i 1980, 2 næste Aar og fremdeles nok flere , saa de kender ikke til Tjenestepigepladser mere, og naar jeg har hørt min Bedstefar og Mor fortælle om deres Pladser, saa var de meget mere anstrengende end mine, og jeg har da været heldig i mine Pladser, trods jeg maatte døje meget med noget Sygdom i min Ungdom.
Jeg fik ogsaa et godt Hjem. Min Mand og jeg kommer fra samme lille Landsby, men da han først havde været 5 Aar i Maskinbyggerlære, 2 Aar
Soldat i Berlin, taget Ingeniøreksamen, og det 4 Aar før første Verdenskrig , havde vi ikke truffet hinanden.
Da han kom Hjem fra Krigen var 3 af hans Brødre døde under Krigen, 1 af Sygdom, 2 faldne. Hans Forældre havde en gaard med tilhørende Teglværk, og nu maatte min Mand og hans Bror, som var Købmand udlært, overtage Hjemmet. Hans Bror blev gift og skulde passe Gaarden, min Mand fik Teglværket igang, som havde ligget stille under Krigen. Han boede hos sine Forældre paa Aftægtet, og hans Far var Død, da jeg lærte ham at kende. Jeg havde jo været i Plads og ikke meget Hjemme.
Det var jo ikke gode Aar for Teglværket endnu mange Aar efter Krigen, saa sidst i 20'erne var det ikke saa heldigt endnu. Vi boede i de 7 første Aar i et lille beskedent Hus, som hørte til Teglværket, og hvor de første 5 Børn blev Født, men i 1935 fik vi bygget større Hus alt imens med de Bekvemligheder, som fandtes den Tid, og som kom efterhaanden.
1957 overtog den ældste Søn Teglværket, og fik bygget et lille hyggeligt Hus ved siden af, hvor vi havde det godt sammen i 10 Aar, siden har jeg boet helt alene efter min Mands bortgang i 1967. Det savn maa man lære at leve med, som saa mange skal. Alle vore Børn de 5 Sønner og 2 Døtre, er flittige i deres Erhverv og flittige til at besøge mig med samt Svigerbørn og 17 dejlige Børnebørn. Saa jeg kan kun være taknemmelig for det Liv, jeg har haft og lov til at leve med i vort lille Hus, og med den Udsigt, som jeg holder af over Vandet i Nybøl Nor og Omegn, som jeg har haft nu i mere end 53 Aar.
Det blev næste til en Familiehistorie tillige med mine Erindringer som Tjenestepige, og Livet har ikke været de ubeskrevne Blade for mig men har vekslet med Glæder og Bekymringer og Sorger ind imellem, som Livet nu engang er at se tilbage paa naar man er 78 Aar.
Tilbage til Møllen
Da han kom Hjem fra Krigen var 3 af hans Brødre døde under Krigen, 1 af Sygdom, 2 faldne. Hans Forældre havde en gaard med tilhørende Teglværk, og nu maatte min Mand og hans Bror, som var Købmand udlært, overtage Hjemmet. Hans Bror blev gift og skulde passe Gaarden, min Mand fik Teglværket igang, som havde ligget stille under Krigen. Han boede hos sine Forældre paa Aftægtet, og hans Far var Død, da jeg lærte ham at kende. Jeg havde jo været i Plads og ikke meget Hjemme.
Det var jo ikke gode Aar for Teglværket endnu mange Aar efter Krigen, saa sidst i 20'erne var det ikke saa heldigt endnu. Vi boede i de 7 første Aar i et lille beskedent Hus, som hørte til Teglværket, og hvor de første 5 Børn blev Født, men i 1935 fik vi bygget større Hus alt imens med de Bekvemligheder, som fandtes den Tid, og som kom efterhaanden.
1957 overtog den ældste Søn Teglværket, og fik bygget et lille hyggeligt Hus ved siden af, hvor vi havde det godt sammen i 10 Aar, siden har jeg boet helt alene efter min Mands bortgang i 1967. Det savn maa man lære at leve med, som saa mange skal. Alle vore Børn de 5 Sønner og 2 Døtre, er flittige i deres Erhverv og flittige til at besøge mig med samt Svigerbørn og 17 dejlige Børnebørn. Saa jeg kan kun være taknemmelig for det Liv, jeg har haft og lov til at leve med i vort lille Hus, og med den Udsigt, som jeg holder af over Vandet i Nybøl Nor og Omegn, som jeg har haft nu i mere end 53 Aar.
Det blev næste til en Familiehistorie tillige med mine Erindringer som Tjenestepige, og Livet har ikke været de ubeskrevne Blade for mig men har vekslet med Glæder og Bekymringer og Sorger ind imellem, som Livet nu engang er at se tilbage paa naar man er 78 Aar.
Tilbage til Møllen